I denne artikel
  1. Fyrstinden de Polignacs bestillinger
  2. Forslaget om at ændre tre klaverer til to
  3. Det første og det andet klavers indsatser
  4. Mozarts partiturer og Ravels nye musik
  5. Balinesisk gamelan hørt i Paris
  6. To solister med samme lærer
  7. Musik på Mahina

Det korte svar

Fyrstinden de Polignac overvejede at bestille musik for tre klaverer hos Poulenc. Han foreslog en koncert for to klaverer og orkester, og hun accepterede. Komponisten delte solopartierne ved uropførelsen med vennen Jacques Février. Musikken blev påvirket af Mozart, som han holdt af, balinesisk gamelan hørt i Paris og et værk af Ravel, han spillede under forberedelsen. I koncerten fra 1932 ændrede han bestillingens besætning og skrev til to musikere i samspil.

I dybden

Fyrstinden de Polignacs bestillinger

Winnaretta Singer var datter af Isaac Singer, der grundlagde symaskinevirksomheden. Efter giftermålet med fyrst Edmond de Polignac blev hun også kendt som fyrstinden de Polignac. Parret drev en musiksalon, og hun fortsatte med at støtte musikere efter hans død. Hun bestilte værker fra forskellige komponister og skabte muligheder for at fremføre ny musik. Med formuen fra symaskinevirksomheden bestilte hun altså nye værker og gav musikere lejlighed til at spille dem. Parrets salon var et sted, hvor komponister og udøvende musikere mødtes og spillede ny musik.

Winnaretta Singer malet af Sargent i 1889.
Winnaretta Singer malet af Sargent i 1889.

Hun bestilte Socrate hos Satie og El retablo de maese Pedro hos Falla. Poulenc afsluttede den bestilte koncert for to klaverer i 1932 og orgelkoncerten i 1938. Fyrstinden bestilte forskellige størrelser og besætninger hos forskellige komponister. Poulenc fik først opgaven med en koncert for to solister og siden et orgelværk. Hendes støtte gennem bestillinger omfattede dermed også musik, hvor to klaverer skulle spille sammen.

Forslaget om at ændre tre klaverer til to

Fyrstindens brev fra 1931 rummer en idé om ét soloklaver og to akkompagnerende klaverer. Poulenc foreslog i stedet en koncert for to klaverer og orkester, og hun gik med til det. Komponisten selv foreslog at reducere det oprindelige antal klaverer. I hendes første idé delte klaverinstrumenterne solo og akkompagnement. I hans forslag beholdt begge klaverer rollen som soloinstrumenter, mens orkestret spillede med. Hans svar ændrede bestillingens besætning.

Den 5. september 1932 spillede Poulenc og Jacques Février uropførelsen i Venedig. Désiré Defauw dirigerede La Scala-orkestret fra Milano. Komponisten medvirkede også som solist i sit nye værk. Han og vennen delte de to klaverpartier, som mæcenen havde accepteret, og spillede dem med orkestret. Poulenc sad selv ved ét klaver, og de to pianister spillede hver sin solostemme. Værket, der var afsluttet om sommeren, blev første gang hørt samme år ved Det Internationale Selskab for Ny Musiks festival.

Det første og det andet klavers indsatser

Første sats begynder med to korte orkesterakkorder og derefter slagtøjslignende bevægelse i de to klaverer. Koncerten bruger to klaverer, men den langsomme sats giver først melodien til én musiker. Solisterne spiller samme type instrument, men har hver sin stemme. I stedet for at lade en pianist begynde efter en lang orkesterindledning brugte Poulenc begge klaverer fra starten. Solopartierne indledes med bevægelser, der fremhæver tangentanslaget, og fortsætter sammen med orkestret. Derefter følger den langsomme anden sats, Larghetto.

Larghetto begynder med en lyrisk melodi i det første klaver alene. Når det andet klaver kommer ind, ændres musikken til den stil, Poulenc ofte brugte på den tid. De to instrumenters forskellige indsatser forbindes med stilændringen. Frem for at lade begge klaverer spille ens hele tiden præsenterer den langsomme sats først én musikers melodi. Efter det andet klavers deltagelse viser musikken Poulencs egne karakteristiske træk.

Mozarts partiturer og Ravels nye musik

Poulenc forklarede, at han ville vende tilbage til Mozart i Larghettos første tema. Han fremhævede også sin kærlighed til melodien og sin særlige forkærlighed for Mozart. Selv tilføjede han, at musikken efter den Mozartprægede begyndelse hurtigt skifter til hans daværende stil, når det andet klaver kommer ind. Både begyndelsen, der minder om Mozart, og ændringen bagefter blev altså forklaret af komponisten. Han brugte den beundrede komponists stil i første tema og skrev derefter anderledes.

Posthumt portræt af Mozart malet af Barbara Krafft i 1819.
Posthumt portræt af Mozart malet af Barbara Krafft i 1819.

Under forberedelsen studerede Poulenc koncerter af Mozart og Liszt og interesserede sig for Ravels koncert i G-dur, uropført samme år. Hjemme hos fyrstinden spillede han Ravels værk på to klaverer med Février. Komponisten, der skulle skrive en ny koncert, spillede altså først en anden komponists nye musik med sin kommende solistkollega. Studiet af Mozarts noder og afprøvningen af Ravel på to klaverer foregik sammen. Også en samtidig koncert blev materiale til forberedelsen.

Fotoportræt af Maurice Ravel taget af Pierre Petit omkring 1905.
Fotoportræt af Maurice Ravel taget af Pierre Petit omkring 1905.

Da Elliott Carter vurderede koncerten i 1938, nævnte han afsnit, der mindede om Scarlatti, Mozart, Schumann, Chabrier og Stravinskij. Han roste også Poulencs harmonik, orkestersans og værkets livlige kombination af flere materialer. Carter hørte både kendte komponisters musik og Poulencs personlighed i koncerten. De værker, komponisten studerede under forberedelsen, og de påvirkninger, en kollega genkendte i det færdige værk, er således dokumenteret hver for sig. Carter nævnte musikere fra flere tider, men vurderede samtidig Poulencs evne til at opbygge koncerten.

Balinesisk gamelan hørt i Paris

Poulenc hørte balinesisk gamelan ved koloniudstillingen i Paris i 1931. Ensemblet påvirkede siden koncerten for to klaverer. De tilbagevendende, slagtøjslignende klaverklange mod slutningen af første sats forbindes med denne musik. Ved siden af europæiske koncerter, han læste og spillede, brugte han dermed også lyd fra udstillingen. Han overførte ikke det balinesiske ensemble uændret til to klaverer, men brugte klangens egenskaber i solostemmernes gentagelser og perkussive udtryk.

I første sats vender de slagtøjslignende figurer tilbage, mens Larghetto begynder næste sats med en Mozartpræget melodi. Forskellige materialer står i tilstødende satser. Koncerten er også præget af korte musikalske idéer, der præsenteres, gentages eller ændres. Efter begge klaverers gentagelser i første sats spiller det første klaver en melodi alene i den næste. Med de samme soloinstrumenter ændrede Poulenc antallet af musikere ved begyndelsen og musikkens karakter. Efter det andet klavers indsats kommer endnu en stilændring.

Moderen lærte ham Mozart, Schubert og Chopin og lod ham også spille tidens populære romancer. Poulenc studerede klaver hos Ricardo Viñes i stedet for at gå på konservatoriet. Viñes introducerede ham til Debussy, Stravinskij og Satie. I hjemmet mødte han klassiske klaverstykker og kendte sange, hos læreren ny musik. Moderens undervisning og timerne hos Viñes rummede forskellige komponister og værker. Allerede før koncerten havde han lært musik fra flere tider ved selv at spille den.

To solister med samme lærer

Février og Poulenc blev begge født i 1899 og studerede klaver hos Viñes. De to musikere, født samme år og uddannet af samme lærer, sad sammen ved den nye koncerts første opførelse. Viñes havde uropført flere værker af Debussy og Ravel. Hans to senere elever delte nu klavererne ved samme uropførelse. Février, som havde spillet Ravels koncert med Poulenc hos fyrstinden, forberedte også den nye koncert sammen med ham. Bestilleren, komponisten og solistkollegaen fik forbundne roller i forberedelsen og opførelsen.

Pianisten Ricardo Viñes malet af Redon i 1903.
Pianisten Ricardo Viñes malet af Redon i 1903.

Mahinas frokost- og middagslister rummer Larghetto med Anne Queffélec og Jean-Bernard Pommier. Senere pianister deler de to solostemmer, Poulenc og Février uropførte. Først spiller det ene klaver den Mozartprægede melodi alene, og efter det andets indsats skifter musikken til Poulencs stil. Fyrstindens oprindelige tre klaverer var blevet til to soloklaverer med orkester. I komponistens besætning spiller musikerne samme instrumenttype, men begynder melodierne på forskellige tidspunkter.

Musik på Mahina

Mahinas musik indeholder Larghetto med Anne Queffélec og Jean-Bernard Pommier. Bag de to klaverers delte melodi findes mæcenen, der bestilte værket, og vennen, der medvirkede ved uropførelsen. Når du hører stykket under måltidet, kan du også lytte efter rækkefølgen af deres indsatser.