En koncert i punktskrift og klaveret, der måtte sælges: Rodrigo og Victorias Aranjuez

To musikere, der mødtes i Paris

Rodrigo blev født i Sagunto i Spanien. Efter difteri som barn mistede han næsten synet og studerede musik i Valencia. Komponisten, der blev kendt for sin guitarkoncert, var også pianist. I 1927 rejste han til Paris og studerede komposition hos Paul Dukas. Han havde brug for andres hjælp til at skrive musik og læse bøger. Rafael Ibáñez, der arbejdede som sekretær og nodeskriver, læste litteratur og filosofi for ham. Rodrigo huskede ham som den person, der var hans øjne.

Victoria voksede op i en velstående familie i Istanbul. Familiens konkurs ændrede imidlertid hendes liv. Med en klaverlærers hjælp fortsatte hun studierne og fik i Paris en kvalifikation som musiklærer. De mødtes i 1928. Hendes far var imod et ægteskab med en synshandicappet musiker med usikker indkomst. Efter familiens modstand og en adskillelse giftede de sig i Valencia i 1933. Også senere måtte de leve hver for sig, fordi pengene til hverdagen ikke slog til.

Efter ægteskabet opgav Victoria sin egen pianistkarriere og deltog i mandens arbejde. Hun beherskede spansk, fransk og tysk, oversatte sangtekster og skrev tekster til sceneværker. Hendes ord blev brugt i balletterne Pavana Real og Juana y los Caldereros samt den lyriske komedie El Hijo Fingido. Hun omarbejdede også tekster fra Dødehavsrullerne til digte, der kunne sættes i musik. Hun oversatte også sangteksterne i Rodrigos tonesætninger af Cervantes og Unamuno til tysk og fransk. Parret arbejdede med både toner og ord.

Guitarkoncerten bestilt over en middag

Bestillingen på Concierto de Aranjuez kom ved et måltid i San Sebastián i september 1938. Ifølge Rodrigos egen tekst bad guitaristen Regino Sainz de la Maza ham, der skulle tilbage til Frankrig, om en koncert for guitar og orkester. Guitaristen overtalte ham ved at beskrive det som et længe næret ønske, og efter Rioja-vin svarede Rodrigo, at han ville skrive den. Den spanske borgerkrig fortsatte. Han bevarede middagen som et glædeligt minde fra en urolig tid.

Også den rækkefølge, han huskede fra kompositionen, er interessant. Omtrent to måneder efter forespørgslen kom Adagios melodi til ham på én gang i det lille arbejdsrum på rue Saint-Jacques i Paris, skrev han. Snart fulgte finalens tema. Første sats beskrev han derimod som afsluttet gennem beregning og overvejelse. Satsen, man hører først, skrev han altså sidst. Værket blev afsluttet i Paris i 1939. Da parret vendte tilbage til Spanien, lå koncertens manuskript i punktskrift i bagagen.

Aranjuez syd for Madrid er kendt for det gamle kongelige sommerpalads og haverne. Rodrigo og Victoria gik ture der som nygifte. Da hun senere beskrev Adagio, mindedes hun turene og den lykkelige tid. I sine erindringer kaldte hun også musikken en kærlighedssang. Værket fik navnet på det sted, de havde gået sammen, og hun vendte langt senere tilbage til det i bogen om deres liv.

Året, da klaveret måtte sælges

Forholdene blev vanskeligere, da den spanske borgerkrig begyndte. Stipendiet, der havde støttet Rodrigos studier i Paris, blev standset. Parret boede som spanske flygtninge på en institution for synshandicappede i Freiburg i Tyskland og underviste i spansk og musik i deres værelse. Her studerede Rodrigo fuglesangen i Schwarzwald og skrev også Gøgens sang. Selv når et fast opholdssted var svært at finde, fortsatte han med at lytte til omgivelserne og sætte musik til sangtekster.

I 1939 mistede Victoria sit barn under graviditeten og blev selv alvorligt syg. Parret solgte deres elskede Pleyel-klaver for at betale behandlingen. Hendes erindringer indeholder også udlejeren Amalia Carrascos fortælling om Rodrigo, der spillede om natten og skabte en sørgmodig melodi, mens hans kone lå på hospitalet. Klaveret havde været en gave fra Victorias forældre. Oplysningen om salget viser tydeligt parrets økonomiske vanskeligheder.

Fra punktskrift til musikernes noder

Rodrigo komponerede i punktskriftsnotation. For at give musikerne noder skulle musikken overføres til almindelig notation. Han dikterede tonerne enkeltvis og instrument for instrument til en professionel nodeskriver. Tonehøjde, længde og detaljer som kryds- og b-fortegn blev også angivet. Nodeskriveren noterede det på nodelinjer, og Rodrigo gennemførte den sidste korrektur med Victoria. Overførslen af koncertens mange instrumentstemmer krævede tid til at kontrollere samme musik i punktskrift, mundtligt og i almindelige noder.

Sainz de la Maza fik et håndskrevet eksemplar fremstillet på denne måde og forberedte uropførelsen. Komponistens egne punktskriftsnoder er også bevaret. Ved siden af dem fandtes noder nedskrevet af Rafael Ibáñez, professionelle nodeskrivere og Victoria. Under dikteringen forklarede Rodrigo stemmerne instrumentvis, og med Victoria kontrollerede han den endelige udgave. For at musikere faktisk kunne læse guitar- og orkestermusikken i hans forestilling, skrev flere mennesker toner og tegn ned og gennemgik dem igen.

Melodien fra engelskhorn til guitar

Den første melodi i Adagio spilles af engelskhornet frem for guitaren. Guitaren støtter den med knipsede akkorder og overtager derefter samme frase med udsmykninger. De to deler temaet, og senere spiller guitaren hele temaet alene. I den efterfølgende kadence udfolder solisten lange fraser uden orkesterakkompagnement. Derefter spiller orkestret temaet kraftigt. Samtalen, der begynder med solistens lille klang, udvides til flere instrumenters samspil.

Melodiens bøjninger kan også høres i forbindelse med cante jondo, Andalusiens dybe sang. I første og sidste sats kan seks slag tælles som to grupper af tre eller tre grupper af to. Orkestret overtager den rytme, guitaren præsenterer ved at stryge hen over strengene. Den lange melodi i midten og danserytmerne på begge sider tydeliggør sammen koncertens opbygning. Adagio ender med en kort afslutning i dur og en guitartrille.

Uropførelsen i Barcelona og Mahinas musikliste

Koncerten blev uropført den 9. november 1940 i Palau de la Música Catalana i Barcelona. Sainz de la Maza spillede guitar, og César Mendoza Lasalle dirigerede Barcelonas filharmoniske orkester. Musikken, skrevet i punktskrift i Paris, blev nu spillet af solist og orkester sammen. Victoria blev rask og fødte datteren Cecilia året efter. Oplysningerne om fortsat komposition og koncertforberedelse efter klaversalget beskriver konkret hverdagen frem mod værkets afslutning og uropførelse.

På Mahinas frokostliste findes Adagio fra James Galway Plays Rodrigo, hvor både fløjtenisten Galway og guitaristen Kazuhito Yamashita medvirker. Yamashita indspillede Concierto de Aranjuez med Jean-François Paillards kammerorkester. Galway spillede en fløjteversion af Fantasía para un gentilhombre, oprindeligt skrevet til guitar. De to formidlede Rodrigos musik på henholdsvis guitar og fløjte. Albummet indeholder også Concierto pastoral med Galway.

Narciso Yepes, der står på både frokost- og middagslisterne, gav også en vigtig koncert for værkets udbredelse. I 1950 spillede han det på Théâtre des Champs-Élysées i Paris med Spaniens nationalorkester under Ataúlfo Argenta, ti år efter uropførelsen. Datteren Cecilia grundlagde senere et forlag og en fond med begge forældres navne. Fonden opbevarer komponistens manuskripter. Arbejdet med at give noderne, Victoria og Joaquín fremstillede sammen, videre til nye musikere fortsatte således i næste generation.

Musik på Mahina

Musikken til frokost og middag på Mahina indeholder et uddrag af Concierto de Aranjuez med Narciso Yepes. Når du hører guitarmelodien, kan du huske Rodrigo og Victoria sammen, der overførte punktskriften til noder og læste korrektur på partituret.