En sang om hjemkomst, der kom efter symfonien: Dvořák og Harry Burleighs nye verden

Den unge mand, der ventede i sneen for at høre musik

Burleigh voksede op i Erie i Pennsylvania. Han lærte musik af sin mor og spirituals af sin morfar, der havde levet som slave og købt sin frihed. Burleigh sang i kirker og ved lokale arrangementer og lærte både klaver og sang. Han deltog i korene ved Eries episkopale domkirke, en presbyteriansk kirke og en synagoge. Forskellige gudstjenestetider gjorde det muligt at arbejde flere steder. Sangene fra familien og musikken ved lokale gudstjenester fortsatte senere i hans arbejde som sanger og arrangør.

Som ung i de sene teenageår ventede Burleigh i sneen uden for et hus for at høre den ungarske pianist Rafael Joseffy. Huset tilhørte Elizabeth Russell, som hans mor arbejdede for. Gæsterne blev modtaget efter racemæssig adskillelse, og han kunne ikke komme ind som tilhører. Han blev til sidst syg. Da moderen hørte årsagen, bad hun Russell ansætte sønnen som dørvogter. Gennem det arbejde hørte han musikere som Teresa Carreño og Italo Campanini.

I 1892 fik Burleigh et stipendium og begyndte på National Conservatory of Music i New York. Dvořák var leder af samme skole og bad ham ofte synge. Ifølge Burleighs senere erindring lyttede komponisten efter aftensmaden, når dagens arbejde var afsluttet. Burleigh sang de afroamerikanske sange, han kendte. En af Dvořáks musikalske erfaringer i USA var således direkte at høre en anden musikers stemme.

Debatten om amerikansk musik

Konservatoriets grundlægger Jeannette Thurber, der inviterede Dvořák, ønskede at uddanne musikere i USA. Skolen gav også ikke-hvide elever adgang. Dvořák underviste i komposition og dirigerede orkestret. Uden for skolen var der mange musikere og kritikere med tysk baggrund i New York, og han talte tysk med dem. Han forberedte symfonien i et miljø, hvor en tjekkisk komponist underviste amerikanske elever og omgikkes kolleger fra Europa.

I maj 1893 hævdede Dvořák offentligt, at USA kunne udvikle sin egen kompositionstradition på grundlag af afroamerikanske melodier. Mange amerikanske musikere brugte da den tyske symfonitradition som målestok. John Knowles Paine fra Harvard mente, at avisen måtte have gengivet Dvořáks ord forkert. Amy Beach støttede brugen af folkemusik, men spurgte, om afroamerikansk musik repræsenterede hele USA. Der opstod debat om, hvilken musik komponister burde lære af.

Dvořák havde allerede arbejdet med både tjekkisk folkemusik og vestlig kompositionsteknik. I sangene fra USA lagde han mærke til melodier bygget omkring fem toner og synkoper. Synkopering giver rytmisk variation ved at betone et sted, der normalt er svagt. Hans interesse omfattede måder at skabe melodier og rytmer på ud over kendte sangtitler. På grundlag af sangene, Burleigh formidlede, skrev han nye temaer og udviklede dem i en symfoni med fire satser.

Symfonien fra 1893 og sangen fra 1922

Symfonien Fra den nye verden blev afsluttet i New York i 1893. Den 16. december samme år spillede New York Philharmonic uropførelsen i Carnegie Hall under Anton Seidl. Det kendte tema i anden sats, Largo, er en melodi skabt af Dvořák og spillet af engelskhorn. Frasen er så enkel, at den kan lyde som en gammel folkesang, men sangen med titlen Goin' Home blev skrevet senere. Den samme melodi findes nu i både symfoni og sangværk på grund af komposition og arrangement fra forskellige tider.

Fisher var en amerikansk musiker, der havde studeret hos Dvořák. Han huskede, at ordene om at gå hjem kom til ham i 1922, mens han spillede et klaverarrangement af Largo. Ordene blev udviklet til teksten i Goin' Home. Symfonimelodien fik dermed en menneskelig stemme og sætninger. Den, der kender titlen om hjemkomsten, kan tænke på sangens indhold i den samme melodi. På den måde opstod også en vane med at huske et tidligere orkesterstykke under navnet på en senere sang.

Fishers Goin' Home udkom hos Oliver Ditson i Boston i 1922. Tidlige noder for dyb stemme og klaver er bevaret. Forsiden angiver, at musikken kommer fra Largo i Fra den nye verden, og bærer både Dvořáks og Fishers navn. Sangeren fremfører Fishers tekst, og pianisten akkompagnerer i stedet for orkestret. Melodien fra orkestermusikken er altså overført til samspil mellem en solosanger og en pianist.

En tjekkisktalende landsby i USA

Efter symfoniens afslutning tilbragte Dvořák sommeren 1893 i Spillville i Iowa. Assistenten Josef Kovařík anbefalede sin hjemby som feriested. Den lille by med tjekkiske indvandrere havde en kirke med gudstjenester på tjekkisk og en skole. Da børnene, der havde været i Europa, ankom til USA, tog familien toget dertil sammen. I breve til vennerne hjemme sammenlignede han livet i Spillville med ophold i Vysoká i Bøhmen.

Dvořák gik tidlige morgenture og spillede orgel i Sankt Wenceslas-kirken. Om formiddagen komponerede han, og eftermiddagen tilbragte han med familien eller besøgte nabobyer. Om aftenen hørte han beboernes erfaringer med at slå sig ned i USA. De ældre glædede sig over kendte salmer på orglet. Han skrev den Amerikanske strygekvartet og en strygekvintet den sommer. Skabt nær den genforenede familie og naboer, han kunne tale tjekkisk med, fulgte værkerne symfonien fra New York som musik, der kendetegner hans amerikanske liv.

Musikken efter mødet med Dvořák

Burleigh stod på Carnegie Halls scene med sopranen Sissieretta Jones i 1892. Efter konservatoriet fortsatte han som sanger og komponist. Senere sang han egne sange samme sted og oplevede, at andre musikere brugte hans spiritual-arrangementer ved koncerter. Han var både eleven, som sang for Dvořák, og en sanger med egne optrædener, kompositioner og musikalsk arbejde. Eleven, der havde formidlet spirituals, gav senere samme tradition videre gennem koncert og udgivelse.

I 1894 fik Burleigh en soliststilling ved den episkopale Sankt Georgs kirke i New York. Nogle menighedsmedlemmer var imod ham, fordi han var sort, men han sang der i mange år. Han arbejdede også i en anden religiøs menighed, redigerede noder på et forlag og udgav egne sange og spiritual-arrangementer. Når man læser om spirituals' indflydelse på Dvořáks symfoni, er hans senere arbejde også værd at følge. At arrangere familiens sange fra barndommen til koncertbrug var noget, han fortsatte med.

Deep River i Burleighs arrangement blev indspillet i 1916 af barytonen Oscar Seagle med orkesterakkompagnement. Burleighs opgave var at arrangere en overleveret sang til opførelsen frem for at komponere en ny. Han gav sangen en form, en solist kunne fremføre. En lytning til indspilningen efter Largo kan vise både traditionen, han gav Dvořák kendskab til, og hans eget arbejde som arrangør. Deep River og Goin' Home kom ind i sangernes repertoire ad forskellige veje.

Largo på Mahina

Til frokost og middag på Mahina findes begyndelsen af Largo under Mariss Jansons. Middagen indeholder også fortolkninger med Solti og London Philharmonic. I hele Largo følger kontrasterende musik efter engelskhornets melodi, inden den første melodi vender tilbage.

En sang at finde sammen med Largo er Deep River i Burleighs arrangement. I Goin' Home gav Fisher orkestermelodien nye ord, mens Burleigh i Deep River omformede en traditionel spiritual til solosang med akkompagnement. Den ene gik fra symfoni til sang, den anden fra menneskers overleverede spiritual til koncertrepertoire. De udgivne noder bærer Burleighs og Fishers navne, og sangere fortsatte med deres musik. Man kan lytte til Goin' Home, hvor symfoniens engelskhorn og solosangerens stemme deler melodien, ved siden af Deep River i Burleighs arrangement.

Musik på Mahina

På Mahina spiller vi Largo fra Fra den nye verden. Melodien kan give anledning til at tale med dit selskab om de sange, I har hørt på jeres hjemegne. Jeres minder kan føjes til fortællingen om de sange, Dvořák og Burleigh delte.