I denne artikel
Det korte svar
I december 1888 annoncerede Satie sine noder i La Lanterne Japonaise, tidsskriftet fra kabareten Le Divan Japonais. Under pseudonymet Virginie Lebeau skrev han, at der kom breve med forespørgsler om hans samlede værker. En sådan udgave fandtes endnu ikke, tilføjede han, men oplyste en adresse, hvor Gymnopédie nr. 3 kunne købes. Annoncen blandede en overdrevet præsentation af ham selv med en vittighed. Den unge pianist, der levede af at akkompagnere i Montmartre, skrev samme år tre Gymnopédies. Sytten år senere begyndte han at studere igen for at lære kontrapunkt.
I dybden
Fra konservatoriet til Montmartre
Satie begyndte på konservatoriet i Paris i 1879. Han blev sendt væk i 1882, kom tilbage i 1885 og forlod det året efter. Efter flere ophold på skolen arbejdede han som musiker i Montmartre. De første konservatoriestudier førte ikke til en afsluttende eksamen. Uden for skolen skrev han klavermusik og udgav sine noder. Efter at have komponeret videre søgte han alligevel et sted at studere igen. Som niogtrediveårig begyndte han på Schola Cantorum og fik undervisning i kontrapunkt. Han lærte kompositionsteknik på en anden institution end den, han havde forladt som ung.

Satie slog sig ned i Montmartre i 1887. Han akkompagnerede på klaver på Le Chat Noir og arbejdede senere også på Auberge du Clou. Han spillede tangenterne, mens sangere sang, og skrev samtidig egne klaverstykker. Han forsørgede sig ved at støtte andres sange og skrev sin egen musik ned. På Auberge du Clou mødte han Debussy, som senere arrangerede hans klaverstykker for orkester. Forbindelsen mellem kolleger på en arbejdsplads førte til nye arrangementer og opførelser.
Le Chat Noir, grundlagt af Rodolphe Salis i 1881, samlede digtere, sangere, forfattere og malere. Her kombinerede man sangoptræden, tidsskrifter og skyggeteater. I skyggeteatret blev figurer belyst, så de viste sig på et lærred og bevægede sig efter fortællingen. De mennesker, der skabte kabaretens forestillinger og publikationer, brugte samme sted. Pianisten spillede, digtere og forfattere skrev, og forestillingerne og tidsskrifterne blev præsenteret for publikum og læsere.
Tre klaverstykker med et navn fra antikken
Satie skrev tre Gymnopédies i 1888. Manuskriptet til det første angiver Paris som kompositionssted og februar 1888 som dato. Han skrev altså stykket kort efter flytningen til Montmartre. Manuskriptet har en afslutningsdato, mens annoncen oplyser, hvor noderne kan købes. Klavermusikken, der i dag findes på indspilninger, skrev han først med hånden og bekendtgjorde siden på tryk.

Navnet Gymnopédie kommer fra en fest og dans i det gamle Grækenland. De tidlige noder til nr. 1 har også undertitlen Antik dans. Satie brugte udtrykket som titel på klavermusik skrevet i Paris. Noderne kombinerer et navn for en gammel dans med toner til et moderne klaver.
Den tidlige udgave indeholder også linjer fra Les Antiques af vennen og digteren Contamine de Latour. Digtet nævner både sarabander og gymnopédier. Efter at have valgt dansenavnet til sin titel præsenterede Satie altså også et digt, hvor ordet forekommer. I sine klavernoder optog han en kollegas vers. Den tidlige publikation forener hans egen komposition med digtervennens tekst.
Spilleanvisningen langsomt og smertefuldt
Mahinas frokost- og middagslister indeholder Gymnopédie nr. 1 med Anne Queffélec. Sporets angivelse Lent et douloureux betyder langsomt og smertefuldt. Satie brugte både et ord om hastighed og et udtryk for følelsesmæssig karakter. Selvom stykket på samlingsudgivelser er kendt som rolig klavermusik, bevarer originalnoderne de to udtryk, komponisten valgte.
Stykket består af et langsomt akkompagnement i tretakt og en enkel melodi. Satie placerede akkorder efter hinanden uden straks at opløse dissonanserne i dem. Dissonans er en kombination af toner, som skaber spænding, når de klinger sammen. Ved overgangen til næste akkord lod han klangen fortsat kunne høres frem for straks at opløse spændingen.
Melodien fortsætter over det gentagne akkompagnement. Musikken bruger få tilbagevendende elementer og bevarer samtidig akkordernes klang. Satie valgte enkle midler til musikken i tretakt og angav både tempo og karakter i sine spilleanvisninger.
Studerende som niogtrediveårig og en prøve i kontrapunkt
I 1905 begyndte Satie på Schola Cantorum, niogtredive år gammel. Der var gået sytten år siden Gymnopédies i 1888. Denne gang lærte han kontrapunkt, en kompositionsteknik, hvor forskellige melodier udvikler sig samtidig. Han begyndte for at udvide sit musikalske ordforråd og sine måder at opbygge musik på. Komponisten, der allerede havde udgivet klaverstykker, studerede nu melodiernes indbyrdes forhold på ny. Efter arbejdet på kabareter og udgivelsen af egne værker vendte han tilbage som studerende til timer og opgaver.

Satie bestod årets afsluttende prøve i kontrapunkt i 1908 med et meget godt resultat. Beviset, underskrevet af Vincent d'Indy, angiver også, at han havde kvalificeret sig til kompositionsstudier. Eleven, der begyndte som niogtrediveårig, fulgte undervisningen og gennemførte prøven. Efter at have forladt konservatoriet, arbejdet på kabareter og udgivet klavermusik blev han nu vurderet af Schola Cantorum. Til Gymnopédies' enkle akkorder føjede han studier i at forene flere melodier. Skolen dokumenterede resultatet med en bedømmelse og en underskrift.
I Socrate fra 1918 brugte Satie Platons dialoger som musikalsk materiale. Gymnopédies havde fået en antik dansetitel og en vens vers i noderne; nu lod han Platons sætninger blive sunget. De to værker om gamle emner har forskellige besætninger. Det ene er klavermusik med en titel og digtlinjer, det andet et vokalværk med gammel tekst. Han brugte ord fra ældre litteratur og dans i forskellige værker. Også efter klaverstykkerne fra tiden, hvor han annoncerede noder på kabareter, arbejdede han med litteratur som materiale for musik.
Gymnopédies fra 1888 og møbelmusik fra 1917
Satie udviklede ideen om møbelmusik i 1917, efter Gymnopédies fra 1888. I en tekst til Cocteau kritiserede han vanen med at bruge valse og operafantasier ved forskellige arrangementer. I stedet for at låne musik skrevet til andre formål ville han skabe særlig musik til hverdagens behov. Musikken skulle indgå i hverdagen som møbler i et rum. Der gik niogtyve år mellem klaverstykkerne og hans beskrivelse af denne idé.
Den 8. marts 1920 spillede man Saties møbelmusik mellem afsnit af et skuespil af Max Jacob i Galerie Barbazanges. Teater og musik blev placeret i samme rum, hvor publikum opholdt sig. Satie søgte en anden brug end det selvstændige koncertprogram med koncentreret lytning. Musikken til hverdagens behov, som han havde beskrevet for Cocteau, blev præsenteret ved et faktisk arrangement. Der var gået lang tid siden hans eget salg af klavernoder i 1888. Nu undersøgte han musikkens brug i et galleri, hvor en anden forfatters teaterstykke blev spillet.
Satie interesserede sig for musikkens rolle i rum, hvor mennesker lever. Til Cocteau kritiserede han brugen af valse og operafantasier ved andre lejligheder og forklarede, at han ville skrive ny musik til hverdagen. Ideen kan forbindes med senere tiders udbredte baggrundsmusik. Frem for alt ville han mindske den lyd, der overdøvede samtaler. Når talende mennesker og musik var i samme rum, forsøgte han at komponere efter rummets anvendelse.
Debussys arrangementer og Saties videre arbejde
Debussy arrangerede Gymnopédie nr. 1 og 3 for orkester. Arrangementerne blev opført i Salle Érard i Paris den 20. februar 1897 under Gustave Doret. En komponistkollega fordelte Saties klavermusik mellem flere instrumenter. Debussy, som han havde mødt på kabareten, præsenterede hans værker i en anden besætning. To stykker af musikeren, der selv havde annonceret sine noder, blev ved denne koncert spillet af dirigent og orkester.

I 1888 gav Satie sine klaverstykker et dansenavn og annoncerede noderne i et tidsskrift. I 1905 begyndte han at studere kontrapunkt og bestod prøven i 1908. Senere foreslog han møbelmusik og tonesatte Platon. Akkompagnatøren skrev egne solostykker og vendte tilbage til undervisningen, selv efter at have udgivet værker. I Gymnopédies skrev han langsomt og smertefuldt, mens salgsannoncen brugte overdrivelse og humor. Han præsenterede sin musik ved selv at skabe titler, toner og tekster, der gjorde noderne kendt.
Musik på Mahina
På Mahina spiller vi Gymnopédie nr. 1 med Anne Queffélec. Hvis du genkender stykket, kan du fortælle dit selskab om Saties humoristiske nodeannonce eller om, hvordan han blev studerende igen som niogtrediveårig.





