Corellis La Folia: fra iberisk dans til violinvariationer

Fra Portugal til den iberiske halvø

Folia er en dans langt ældre end Corelli. Den stammer fra Portugal, og de tidligste eksempler findes i 1400-tallet. Musikere spillede den igen og føjede nye variationer til. I den sene del af 1600-tallet, da Corelli levede, var navnet også blevet et kendt materiale for italienske musikere. Bag komponistnavnet på violinsonaten ligger en dansehistorie, som generationer af dansere og musikere har givet videre.

Folia udviklede sig som folkelig dans på den iberiske halvø i senmiddelalderen. Med rødder i Portugal blev den også udbredt i Spanien og fik en vigtig plads i iberisk instrumentalmusik i 1600- og 1700-tallet. Savall samlede foliaer fra forskellige tider på ét album. Ved siden af Corelli og Marin Marais placerede han Diego Ortiz og anonym musik og spillede dermed også materiale overleveret før de berømte komponisters værker.

Albummets besætning rummer flere klange til at bære dansen. Savall spiller viola da gamba, mens andre spiller vihuela, guitar, theorbe, cembalo, orgel og harpe. Ud over en slagtøjsspiller medvirker også musikere med kastagnetter og bjælder. Musikere på strygeinstrumenter, knipsede strengeinstrumenter, tangentinstrumenter og slagtøj føjer forskellige lyde til foliaens gentagelser. Savalls iberiske musik samler langt flere instrumenttyper end Corellis violinsonate.

Treogtyve variationer og akkompagnatørens tur

Corelli udgav tolv violinsonater som op. 5 i 1700 og tilegnede dem kurfyrstinden Sophie Charlotte af Brandenburg. Sidst står sonaten La Folia i d-mol. Samlingen kom i mere end fyrre efterfølgende udgaver i 1700-tallet. Violinelever søgte musikken, og eleven Geminiani arrangerede den også for strygerensemble. Mahinas frokost- og middagslister indeholder op. 5 nr. 12 fra Purcell Quartets album. Kvartetten indspillede albummet i St Barnabas-kirken i London i maj 1986.

Efter La Folias tema følger treogtyve variationer. Violinen veksler mellem hurtige korte toner og lange sammenhængende forløb. Corelli placerede langsomme variationer mellem hurtige, så musikken skifter tempo og karakter, selv når det samme tema gentages. Mod slutningen får basso continuo hurtige sekstendedele. Basso continuo er et akkompagnement med baslinje og akkorder, som støtter soloinstrumentet. Også akkompagnatøren får en travl afslutning, så værkets tekniske krav ikke alene koncentreres om violinisten.

Fransk musik over den samme dans

I 1701, året efter Corellis sonate, optog franskmanden Marin Marais en folia i sin anden samling for viola da gamba. Titlen Folies d'Espagne betyder spanske foliaer. Marais fortalte, at han havde arbejdet omhyggeligt med basso continuo, og at graveringen af noderne også tog lang tid. En italiensk violinsonate og et fransk gambastykke brugte altså samme dansemateriale omtrent samtidig. Marais' stykke har toogtredive variationer, ni flere end Corellis.

Marais udnyttede gambens mulighed for at spille flere strenge samtidig i akkorder. Han lod solomelodien og basakkompagnementet gribe ind i hinanden og skrev i nogle variationer figurer, der minder om at stryge hen over guitarstrenge. De guitarlignende udtryk kan også forbindes med foliaens oprindelse i iberisk dansemusik. Selvom de arbejdede med samme folia, brugte de violinens hurtige figurer og gambens fyldige akkorder på forskellige måder. Marais udsmykkede dansematerialet med strengene og akkorderne på sit eget instrument.

Eleven, der rejste fra Rom til London

Corellis elev Francesco Geminiani bragte lærerens musik til England. Efter studier hos ham i Rom rejste han som syvogtyveårig til London og arbejdede senere også i Dublin. De første concerti grossi, han præsenterede i London, var arrangementer af Corellis sonater frem for nye værker af ham selv. Corellis musik var også populær i England. Geminiani ændrede stykker for soloviolin og akkompagnement, så strygermusikere kunne dele dem mellem sig.

Under omarbejdningen udfyldte Geminiani harmonik og kontrapunkt, der var antydet i sonaterne. Han udvidede forholdet mellem samtidige melodier og fordelte musik fra solo- og akkompagnementsstemmerne på flere strygerstemmer. Flere instrumenter deltog i den musik, solisten før havde spillet. Da Boston Baroque spillede hans koncert i F-dur, brugte de ornamenter fra Corellis originale sonate. Den og La Folia kom på samme album, så resultaterne af to forskellige sonaters omarbejdning til ensemble kunne høres sammen.

I Geminianis La Folia veksler en lille solistgruppe og en større strygergruppe. Den lille kaldes concertino, den store ripieno. Samtalen mellem soloviolin og akkompagnement blev udvidet til udveksling mellem to grupper. I sin bog om spil fra 1749 huskede han også, at læreren havde været særlig tilfreds med kompositionen af La Folia. Corelli gjorde den portugisiske dans til violinsonate, og eleven fordelte sonaten på flere strygere. Det samme tema fik forskellige besætninger.

Vivaldis anden folia

Også Vivaldi skrev variationer over foliaen. Han opbyggede værket af ét tema og nitten variationer. Den først præsenterede melodi kan genkendes, mens rytme, tempo, styrke og måden at forbinde eller adskille toner på ændres. Ved gentagelser af samme tema bestemmes længde, kraft og hastighed på ny. Mere end 150 komponister har skrevet over denne gamle melodi. Corellis, Marais' og Vivaldis forskellige instrumenter og antal variationer blev fulgt af senere komponisters valg.

Vivaldis folia findes i op. 1, udgivet af Giuseppe Sala i Venedig i 1705. Samlingen rummer tolv triosonater til kammerbrug. Vivaldi afsluttede den med foliaen, ligesom Corelli havde gjort med sin samling af violinsonater. Musikken kunne også spilles ved private sammenkomster i hjemmene. Den kendte dans blev således sidste stykke i kammermusik for adelige og musikelskere, der samledes for at spille.

Nutidige strygere, der stamper med fødderne

Den amerikanske komponist Michi Wiancko omarbejdede Geminianis La Folia og gav strygerne både slagtøj og fodstamp. Hun tilføjede col legno, hvor buens træ slår på strengen i stedet for hårene, og sul ponticello, hvor buen bevæges nær stolen, for at ændre strygerklangens egenskaber. Over foliaens gentagne harmonier veksler hele ensemblet og solister, mens små motiver gives videre fra musiker til musiker. Strygernes toner og musikernes fodtrin står i samme partitur.

Wiancko udarbejdede en version for elleve musikere til en koncert i 2021. Hun tilpassede antallet til smittebeskyttelsesreglerne og fordelte musikken igen. Fra de iberiske dansemusikere til Corellis solist og akkompagnatør, videre til Geminianis to strygergrupper og Wianckos stampende musikere har foliaens kroppe og instrumenter ændret sig. I Purcell Quartets spor på Mahina møder man den del af historien, hvor Corelli skrev til violin og basso continuo. De hurtige toner i akkompagnementet til sidst er også en opgave, han gav musikeren.

Musik på Mahina

Mahinas musik indeholder Corellis La Folia med Purcell Quartet. Fordi samme tema varieres flere gange, kan selv en eller to fraser under måltidet give glæden ved at sammenligne, hvordan en tidligere melodi er blevet ændret.