I denne artikel
Det korte svar
Mozarts klarinetkoncert K.622 blev skrevet til Anton Stadlers instrument med et udvidet dybt register. Det færdige håndskrevne partitur er ikke bevaret. I de tidlige udgaver efter hans død blev solostemmen tilpasset en almindelig klarinet. Redaktører, der i dag udarbejder versioner for bassetklarinet, sammenholder et bevaret autografisk fragment, trykte noder og en anmeldelse fra 1802 for at genskabe de tabte dybe toner.
I dybden
Det udvidede register til Stadler
Mozart skrev klarinetkoncerten K.622 til Anton Stadler i 1791. Tidligere havde han også skrevet klarinetkvintetten K.581 til ham. Kvintetten kombinerer fire strygeinstrumenter og klarinet, mens koncerten kombinerer orkester og soloklarinet. Stadler fik i kammermusikken en stemme til samspil med en lille strygergruppe og i koncerten en solostemme foran et stort ensemble. Mozart brugte den samme musikers instrument i to former for samspil og skrev musik, hvor klarinet og strygere spiller sammen.

Stadlers klarinet havde fire toner under det almindelige dybe E: Es, D, Cis og C. Udvidelsen gjorde det muligt at spille dybere end før. Instrumentet kaldes i dag bassetklarinet. Det når fire halvtoner under en almindelig klarinets dybeste tone, så komponisten kunne skrive melodier i dette register. Et dybt C i noderne kræver et instrument, der kan spille netop den tone. De fire toner har direkte forbindelse til forskellene mellem den oprindelige solostemme og de senere trykte udgaver.
Det tidlige håndskrevne fragment begynder som musik for bassethorn i G. Under det videre arbejde ville Mozart ændre soloinstrumentet til bassetklarinet i A, og manuskriptet bevarer spor af ændringen. Der skete altså en revision mellem ideen for bassethorn og den færdige koncert i A-dur. Fragmentet rummer toner skrevet med komponistens egen hånd. Det er et af de materialer, redaktører bruger til at undersøge solostemmen i koncerten, hvis fulde partitur er gået tabt. Det viser, hvordan instrumentvalget ændrede sig under arbejdet.
De tidlige udgaver og anmeldelsen i 1802
Omkring 1801–1802 udgav tre forlag koncertens stemmer. Alle tre fjernede bassetregistret og trykte en solostemme for almindelig klarinet. Musikken til Stadlers udvidede instrument blev ændret, så den kunne spilles på et instrument med mindre omfang. Musikere, der ville fremføre koncerten efter Mozarts død, kunne bruge disse trykte noder. Da værket blev udbredt på tryk, fulgte en solostemme med, hvor de dybeste toner var flyttet til andre registre.

I 1802 skrev en anmelder, at koncerten var komponeret til en klarinet, som kunne nå ned til det dybe C. Flere passager i den trykte solostemme burde spilles en oktav dybere, påpegede han, og nævnte også ændringer i Adagio. Anmeldelsen er et samtidigt vidnesbyrd, når nye noder med genskabte dybe toner skal udarbejdes. Allerede en læser af den tidlige udgave kendte altså forskellen mellem originalinstrumentets omfang og den trykte stemme. Nutidens redaktører sammenholder noderne med bemærkningerne for at undersøge, hvor tonehøjden blev ændret.

De bevarede materialer giver forskellige oplysninger. Fragmentet viser, hvad Mozart skrev og rettede, mens de posthume udgaver giver en stemme for almindelig klarinet. Anmeldelsen beskriver instrumentet, der nåede dybt C, og de ændrede passager. I dag findes også udgaver med reproduktioner af både fragmentet og den samtidige anmeldelse. Musikeren kan læse de nytrykte toner og samtidig se de ældre materialer, redaktøren har brugt. Dokumenter fra forskellige tider samles i én udgave for at forklare solostemmens overlevering.
Meyers valg af bassetklarinet
På indspilningen med Sabine Meyer og Staatskapelle Dresden under Hans Vonk angives det, at hun bruger bassetklarinet. Hun valgte instrumentet med fire ekstra toner under det dybe E. På det spillede hun dybe passager, som en almindelig klarinet ikke kan gengive i samme højde. Koncerten til Stadler blev dermed indspillet på et moderne instrument med udvidet omfang. Mens Staatskapelle Dresden spillede orkesterpartiet og Vonk dirigerede, varetog Meyer solostemmen med det dybe register, Mozart havde skrevet til Stadler.

Meyer talte om både værkets enkelhed og dets dybe følelser og sammenlignede det med religion. Det er hendes egen beskrivelse af, hvordan hun oplever koncerten. Musikeren, der valgte bassetklarinet for at genoplive de dybe toner, satte også ord på sine følelser i musikken. Instrumentet gør de dybe toner mulige, mens hendes omtale af enkelhed vurderer værkets karakter. Hun valgte et instrument, der svarede til solostemmens omfang, og overvejede samtidig udtrykket i musikken, hun skulle spille.
Anden sats, Adagio, har formen A-B-A: det første tema vender tilbage efter et midterafsnit. Den indledende melodi følges af en kontrasterende del, inden samme tema spilles igen. Solomelodien præsenteres, musikken fortsætter og vender så tilbage til begyndelsen. Orkestret spiller sammen med solisten og omfatter fløjter, fagotter, horn og strygere. Også i denne langsomme sats skelner noderne mellem afsnit, hvor solisten spiller melodien alene, og dele, orkestret medvirker i.
Fra orkestermusiker til solist
Karajan ønskede at ansætte Meyer i Berliner Philharmoniker, men orkestermedlemmerne var imod. Dirigent og musikere var uenige om, hvorvidt orkestret skulle tage imod den musiker, han havde valgt. Hans vurdering af ansættelsen adskilte sig fra medlemmernes vurdering af en kommende kollega. Meyer, kendt som koncertsolist, arbejdede også som klarinettist i orkester. Her skulle hun tilpasse klangen til andre blæsere og strygere og spille sin stemme sammen med deres. Ansættelsesforløbet viser en uenighed om, hvordan dirigent og medlemmer skulle vælge en musiker.
Meyer studerede hos Otto Hermann i Stuttgart og Hans Deinzer i Hannover. Efter arbejde i Bayerns radiosymfoniorkester og Berliner Philharmoniker udvidede hun sin solistkarriere. Hun optrådte med blandt andre Wiener Philharmoniker, Chicago Symphony Orchestra og NHK Symphony Orchestra i Tokyo. Den musiker, der havde varetaget klarinetstemmen i ét ensemble, mødte nu forskellige dirigenter og orkestre for at spille solopartier. Mozartindspilningen med Staatskapelle Dresden under Hans Vonk er et af disse samarbejder.
Ved siden af solistarbejdet fortsatte hun med kammermusik, hvor familien medvirkede. I 1983 dannede hun Trio di Clarone med ægtemanden Reiner Wehle og broderen Wolfgang Meyer. De spillede mindre kendte Mozartværker og beskæftigede sig også med moderne musik. De forberedte nye optrædener med jazzklarinettisten Michael Riessler. Solisten foran orkestret dannede altså også et lille ensemble med to nære kolleger. Mozart og nutidige komponister kom på samme kammermusikgruppes repertoire.
Moderne udgaver med to solostemmer
Nogle moderne udgaver indeholder solostemmer for både bassetklarinet og almindelig klarinet. Musikeren kan vælge den, der passer til instrumentet. Samme koncert tilbydes med to solopartier samt det håndskrevne fragment og anmeldelsen fra 1802. Udgaven samler grundlaget for de genskabte dybe toner og de spillematerialer, som er blevet overleveret for almindelig klarinet. Den ene stemme genopretter det oprindelige omfang, mens den anden gør det muligt at spille på et instrument med et mere begrænset register.
Flere komponister har skrevet ny musik til Meyer. Hun har fremført værker af Jean Françaix, Edison Denisov, Toshio Hosokawa og Péter Eötvös. Samtidig med at hun har spillet Mozarts solostemme genskabt ud fra gamle materialer, har hun forberedt ny musik til sit instrument. Ligesom Mozart komponerede til Stadlers klarinet, har senere komponister samarbejdet med bestemte musikere. Meyers koncerter har rummet både allerede udgivne koncerter og værker, samtidige komponister skrev til hende.
I efteråret 1791 medvirkede Stadler ved uropførelsen af Mozarts opera La clemenza di Tito i Prag. Solopartierne i to arier bruger bassetklarinet og bassethorn. Mozart skrev Stadlers instrumenter ind i samspil med operasangerne. I koncerten samme år lod han ham være solist foran orkestret. Det udvidede register blev brugt både sammen med sangere og i den instrumentale koncert. Musik til de dybe toner, Stadler kunne frembringe, findes derfor i både operaen og koncertens solostemme.
Musik på Mahina
Adagio fra Mozarts klarinetkoncert, som vi spiller på Mahina, fremføres af Sabine Meyer. Næste gang du hører stykket, kan du også lytte efter klarinettens dybe toner ved siden af melodien. Så kommer det register, Mozart skrev til Stadlers instrument, med i oplevelsen.





