I denne artikel
- Det vigtigste er ikke instrumentets længde, men de toner det kan nå
- Hvorfor var en rekonstruktion nødvendig?
- Bassetklarinetten, som Sabine Meyer valgte
- Den letteste måde at finde de dybe toner i musikken
- I 2. sats høres åndedrættet før registerets spændvidde
- Når det samme værk åbner sig igen på et andet instrument
- Første møde med bassetklarinetten
Det korte svar
Sabine Meyer har indspillet Mozarts klarinetkoncert K.622 på bassetklarinet, hvis register går dybere end den almindelige A-klarinets. Både den rekonstruerede bassetklarinetversion og den traditionelle klarinetversion af værket opføres i dag; i rekonstruktionen fortsætter melodien ned til lavere toner. Forskellen er ikke et spørgsmål om, hvilken klang der er bedst, men om hvor langt melodien kan bevæge sig sammenhængende fra det høje til det dybe register.
Tre måder at høre de dybe toner på
- Både den rekonstruerede bassetklarinetversion af K.622 og den traditionelle version for almindelig klarinet studeres og opføres.
- Bassetklarinettens udvidede dybe register gør det muligt at føre slutningen af en melodisk linje nedad i stedet for at flytte den op.
- På Sabine Meyers indspilning kan du høre farven og åndedrættet i de hurtige skift mellem højt og dybt register.
I dybden
Det vigtigste er ikke instrumentets længde, men de toner det kan nå
En bassetklarinet har et længere rør end en almindelig klarinet og ekstra klapper, der giver adgang til dybere toner. Den er ikke det samme instrument som et bassetthorn, selv om navnene ligner hinanden. Når du hører K.622, behøver du ikke kunne instrumentfamilien udenad. Det centrale er, at melodien kan gå længere ned end forventet.
De dybe toner giver mere end blot en ‘mørkere’ virkning. Når en sætning, der begynder højt, kan fortsætte helt ned uden at skifte retning undervejs, ændres melodiens grammatik. Det skaber en spændvidde som én person, der siger den samme sætning med både høj og dyb stemme.
Hvorfor var en rekonstruktion nødvendig?
Mozarts komplette autografe partitur er ikke bevaret. Den rekonstruerede bassetklarinetversion bygger derfor på tidlige trykte kilder, den bevarede skitse K.621b samt ligheder i instrumentbygning og melodik. Den rekonstruerede og den traditionelle version findes som separate partiturer.
Det er derfor mere præcist at forstå den som den mest overbevisende rekonstruktion af det dybe register på baggrund af de bevarede kilder end at hævde, at ‘originalen er fuldstændig genskabt’. Den traditionelle version har samtidig sin egen lange opførelseshistorie, og de to versioner åbner for forskellige fortolkninger.
Bassetklarinetten, som Sabine Meyer valgte
Sabine Meyer spillede koncerten på en bassetklarinet med udvidet dybt register. Staatskapelle Dresden spillede med, dirigeret af Hans Vonk.
Prøv ikke at markere hver eneste dybe tone på Meyers indspilning. Begynd med at høre, hvor glidende bevægelsen mellem højt og dybt register er. Sammenlign derefter samme passage med den almindelige klarinetversion; så kan du vurdere, hvordan bassetklarinettens større register ændrer melodiens retning.
Den letteste måde at finde de dybe toner i musikken
I 1. sats kan du finde en sætning, hvor solisten efter hurtig bevægelse pludselig falder til ro i det dybe register. I den traditionelle version flyttes passager, som ligger uden for instrumentets rækkevidde, opad; i rekonstruktionen bevarer de den nedadgående retning. Skift kort mellem samme passage i de to versioner, og forskellen bliver tydeligst.
Også i rondoen i 3. sats findes afsnit, hvor solisten bevæger sig vidt mellem højt og dybt register, mens det lyse tema vender tilbage. I stedet for at fremhæve de dybe toner som særligt tunge kan du høre efter, om de høje og dybe toner bindes sammen i samme åndedrag. Så mærkes instrumentets store register bedre.
I 2. sats høres åndedrættet før registerets spændvidde
2. sats af K.622 er en Adagio og findes i både den rekonstruerede og den traditionelle version. I den langsomme sats står den lange melodi og pausen ved sætningens slutning mere centralt end overraskelsen ved de dybe toner.
Når klarinetten har sagt en sætning, svarer orkestret kort. Følg, hvor musikeren trækker vejret; så høres det, at klangen ikke blot opstår og forsvinder, men forbindes gennem luftens strøm. Bassetklarinettens dybe toner virker mest naturlige, når de ligger i dette lange åndedrag.
Når det samme værk åbner sig igen på et andet instrument
Spørgsmål om versioner og instrumenter er ikke en barriere, der gør klassisk musik vanskelig, men en anledning til at høre et kendt værk igen. Du kan foretrække den almindelige klarinetversion eller finde bassetklarinettens dybe melodilinje mere behagelig. Glæden ligger i faktisk at høre, hvordan de er forskellige.
Mahina Vegan Tables fortællinger om klassisk musik udpeger ikke ét facit, men efterlader spørgsmål til næste lytning. Vi leder sammen efter nye forskelle i kendte værker — som det øjeblik, hvor én dyb tone ændrer hele melodiens vægt og retning.
Første møde med bassetklarinetten
- Er bassetklarinetten og bassetthornet det samme instrument?
- Nej. Begge har forbindelse til et dybt register, men de adskiller sig i konstruktion, stemning og anvendelse.
- Er Mozarts autografe partitur til koncerten bevaret?
- Det komplette autografe partitur til K.622 er ikke bevaret. Den nuværende rekonstruktion bygger på tidlige kilder og beslægtede skitser.
- Er den almindelige klarinetversion forkert?
- Nej. Den traditionelle version har været opført i mange år, og i dag spilles den side om side med rekonstruktionen.
- Hvordan hører jeg lettest forskellen?
- Hør samme korte passage i den almindelige klarinetversion og bassetklarinetversionen lige efter hinanden. Sammenlign, om slutningen af melodien flyttes opad eller fortsætter nedad.
Se Mahina Vegan Tables aktuelle restaurant og besøgsinformation.
Se besøgsinformation til Mahina Vegan Table
