Rachmaninovs variation nr. 18: Paganinis melodi vendt på hovedet

Temaet fra en violincaprice

Paganinis caprice nr. 24 for violin uden akkompagnement består af et tema i a-mol og elleve variationer. Den første del af det korte tema har fire hurtige sekstendedele. Rachmaninov tog temaet fra Paganinis sidste caprice og skrev fireogtyve variationer for klaver og orkester. Mahinas to lister rummer også caprice nr. 24 med Salvatore Accardo som særskilt spor. Originalen for én violin og rapsodien for klaver og orkester forbindes af samme tema.

Før Rachmaninov havde Schumann, Liszt og Brahms også omarbejdet Paganinis musik. Tonerne til en violinists virtuositet blev materiale for komponister ved klaveret. Rachmaninov forbandt en kort indledning og fireogtyve variationer til ét sammenhængende værk. I denne sene komposition fremtræder mere koncentrerede, skarpe figurer og dissonanser end i tidligere værker. Omkring variation nr. 18 med dens lange syngende melodi findes variationer, hvor solist og orkester udveksler hurtige toner.

Et hjem ved søen mellem koncertrejserne

Efter at have forladt Rusland sidst i 1917 rejste Rachmaninov via Stockholm og København til USA. Derefter begyndte livet som professionel pianist på årlige turnéer i forskellige byer. Han indspillede også plader og skrev sin første indspilningsaftale med Victor i 1920. I 1930 besluttede han at bygge Villa Senar ved Vierwaldstättersøen i Schweiz. Den rejsende musiker skabte et hjem, hvor familien kunne tilbringe sommeren.

Han bad arkitekterne gøre arbejdsværelset til husets bedste rum. Han ønskede et stort vindue mod søen og sendte straks kommentarer til de tegninger, han modtog i New York. Væggene skulle være glatte og malede frem for tapetserede. Omkring indflytningen i 1934 kom også flyglet, som Steinway havde foræret ham til hans tresårsdag. Det blev placeret i arbejdsværelset. Brevene med arkitekterne og det nye klaver hørte til livet den sommer, han færdiggjorde rapsodien.

Byggeriet gik ikke uden vanskeligheder. Efter tab under den verdensøkonomiske krise sendte han i januar 1933 et telegram fra New York om at udsætte arbejdet. Tre uger senere bestilte han alligevel opførelsen af husets bærende konstruktion. Ved søen købte han også en stor motorbåd og tilbragte tid på vandet. Da rapsodien var klar den følgende sommer, kaldte han den en lille kompensation med henvisning til de penge, huset havde kostet. Komponisten, der afsluttede musikken i det nye arbejdsværelse, forbandt altså også byggeomkostningerne med værket.

En variation før temaet og en middelalderlig sang

Rapsodien begynder med første variation før temaet. Efter en kort indledning præsenterer klaver og orkester baslinjen, der danner skelettet i Paganinis tema. Derefter spiller de to violingrupper originaltemaet i unison. Rachmaninov ændrede rækkefølgen, så det fulde tema først kommer efter den første variation. I stedet for straks at spille hele violinmelodien satte han de korte, spredte toner, der støtter den, først. Når temaet kommer, spiller violinerne melodien, mens klaveret føjer accenter til.

Variationerne nr. 2 til nr. 5 føres frem af rytmisk kraft, mens klaveret i nr. 6 spiller friere musik. I nr. 9 bruger strygerne col legno og slår strengene med buens træ. Solist og orkester står over for hinanden i forskellige rytmer. Nr. 10 har marchkarakter, og i nr. 11 spiller klaveret en virtuos kadence. Skiftende spillemåder, takt og solistopgaver giver samme tema forskellige musikalske karakterer.

Dies irae, der dukker op i variation nr. 7, vender tilbage senere. Det er en liturgisk melodi overleveret fra middelalderen, som i katolsk gudstjeneste sang om død og dom. Rachmaninov brugte den i flere variationer sammen med Paganinis tema. Rapsodiens gamle materiale omfatter dermed både temaet fra et violinsolostykke og en sang fra liturgien. Musik, der prøvede én instrumentalists kunnen, og en melodi, mange sang, optræder efter tur i samme værk for klaver og orkester.

Variation nr. 18 afslutter den langsomme del

De midterste variationer nr. 12 og nr. 13 bliver en tretaktsdans i d-mol. Nr. 14 og nr. 15 er i F-dur, og nr. 15 spilles hovedsageligt af klaveret alene. Efter nr. 16 og nr. 17 kommer den lange melodi i Des-dur i nr. 18. Solisten, der har passeret hurtige variationer og kadenser, forbinder nu tonerne som sang. Efter forskellige tonearter og taktarter skrev Rachmaninov variation nr. 18, så klaver og strygere tager samme melodi efter tur.

Variationerne nr. 12 til nr. 18 kan opfattes som en koncerts langsomme del. Nr. 18 er den længste af dem. Klaveret spiller melodiens første tolv takter, inden strygerne kommer til. Frasen, solisten synger først, overtages af flere strygere, og besætningen udvides. Efter nr. 18 følger de sidste seks variationer. Rapsodien samler således en hurtig begyndelse, en langsom midte og hurtig afslutning i ét værk.

Den centrale teknik i variation nr. 18 er melodisk omvending. Intervaller, der gik opad, skrives nedad, og dem, der gik nedad, skrives opad. Rachmaninov kombinerede retningsændringen med durakkorder. Med Paganinitemaets toner blev variation nr. 18 alligevel en ny lang, syngende melodi. Klaverstemmen har anvisningen Andante cantabile. Cantabile betyder, at musikken skal spilles syngende.

Klaveret præsenterer melodien enkelt, og musikken vokser, da strygerne overtager. Komponisten reducerede klaverets hurtige toner og gav det en lang melodilinje. Solisten beholder ikke hele sangen alene; også strygerensemblet får den. Omvendingen af violinoriginalens tema og besætningsændringen fra klaver til strygere sker sammen i denne variation.

Komponisten ved uropførelsen og musikken som ballet

Ved uropførelsen i Baltimore den 7. november 1934 spillede Rachmaninov klaver. Leopold Stokowski dirigerede Philadelphia Orchestra. Efter kompositionen af et nyt klaverværk tog komponisten det med på sine koncertrejser. Samme år indspillede han det også med orkestret. Den schweiziske sommer, hvor rapsodien blev afsluttet, fulgtes af det amerikanske efterår, hvor den blev spillet. Som pianist fremførte han selv den udveksling mellem solo og orkester, han havde bestemt som komponist.

I 1939 skabte koreografen Mikhail Fokin balletten Paganini til rapsodien. Rachmaninovs fortælleforslag behandlede djævlelegenden om violinisten. Rygterne, der opstod på grund af Paganinis fantastiske teknik, blev til scenefortælling. Balletten i London føjede personer og bevægelser til violintemaet og dødens sang. Temaet fra Paganinis solo gik gennem variationer for klaver og orkester og blev også brugt til dans.

Rachmaninov kunne ikke overvære balletpremieren i Londons Covent Garden, fordi han var kommet til skade ved et fald i Senar. Det var også året for hans sidste koncerter i Storbritannien og afrejsen fra det schweiziske hjem til USA. I august 1939 spillede han i Luzern og forlod derefter Senar for altid. Somrene i huset, hvor variation nr. 18 blev skrevet, sluttede før krigen. Rapsodien blev fortsat spillet af pianister og orkestre og danset af balletdansere.

Variation nr. 18 som selvstændigt stykke

Variation nr. 18 spilles i dag også ofte særskilt fra rapsodien. Forlag har udgivet noder for soloklaver, violin og klaver, cello og klaver, træblæsere og klaver og andre besætninger. Melodien, klaver og orkester delte, blev arrangeret til to musikere eller en solist. Mahinas liste indeholder variation nr. 18 med Cécile Ousset. Den lange sang, skabt ved at vende Paganinis violinmelodi og give den videre til strygerne, høres som et selvstændigt uddrag ved måltidet.

Musik på Mahina

Frokost- og middagsmusikken på Mahina rummer variation nr. 18 med Cécile Ousset. Også Paganinis caprice nr. 24 findes på listen. Når du møder de to stykker, kan du sammenligne det oprindelige tema med melodien skabt ved at vende det om.