I denne artikel
  1. Fire rejsende, der håbede på et helbredende ophold
  2. Klaveret over havet og aftalen med forlaget
  3. Stormnatten i Sands erindring
  4. Påbegyndt i Paris og afsluttet på øen
  5. Bach fulgte med til klostret
  6. Tonearter og gentagne toner i nr. 15
  7. Musik på Mahina

Det korte svar

I vinteren 1838 boede Chopin og George Sand i et gammelt kloster på Mallorca. Chopin hostede og ventede på et klaver fra Paris. Sand underviste børnene og skrev om natten. På hans bord lå Bachs noder og egne manuskripter. De to kunstnere var kommet til en smuk ø, men skulle håndtere sygdom, vejr, instrumenttransport og udgivelsesaftaler. Stormnatten, Sand senere erindrede, gjorde vinteren kendt.

I dybden

Fire rejsende, der håbede på et helbredende ophold

De boede i det gamle karteuserkloster i Valldemossa. Chopin kom til Mallorca i november 1838 med Sand og hendes to børn og tilbragte senere vinteren i klostret. Planen var at tage sig af helbredet og arbejde, men regnen fortsatte og hosten blev værre. Opholdet faldt sammen med afslutningen af præludiesamlingen. Han havde allerede forhandlet om udgivelsen i Paris og måtte også ordne noderne på øen. På stedet, han havde søgt for hvile, skulle han derfor passe både sin helbredstilstand og arbejdsplanen.

Litografi af klostret i Valldemossa fra Laurens' rejsebeskrivelse fra 1840.
Litografi af klostret i Valldemossa fra Laurens' rejsebeskrivelse fra 1840.

I et decemberbrev skrev Sand, at børnenes undervisning og hendes eget skriveri efterlod begrænset tid til landskabet. Chopin var svækket og hostede uafbrudt, og det regnede meget. Brevet beskriver ham ved et lokalt klaver og hende skrivende om natten. Om dagen underviste hun børnene og plejede den syge, samtidig med at hendes egne manuskripter skulle skrives.

Den 28. december sammenlignede Chopin klosterværelset med en stor ligkiste i et brev til en ven. Det høje loft var støvet, og gennem det lille vindue sås appelsintræer, palmer og cypresser. Det firkantede bord ved sengen var ubekvemt at skrive ved. Der stod et lys og lå Bachs noder og hans egne manuskripter. Om stilheden skrev han, at selv efter et skrig blev alt stille igen. Han beskrev træerne udenfor og møblerne indenfor hver for sig. Her sov han, skrev breve og ordnede sin musik. Noderne på bordet var også en del af hverdagen.

Klaveret over havet og aftalen med forlaget

Instrumentet, Chopin ventede på, var et pianino fra Pleyel, et lille opretstående klaver. Han havde valgt det i Paris før rejsen og brugte det til at afslutte præludierne, da det kom til Mallorca. Det stod ikke til rådighed fra ankomsten; han måtte vente på transporten. Mens han brugte et lokalt klaver, spurgte han gennem breve, hvornår instrumentet fra Paris ville komme. Pianinoet findes stadig i Valldemossa og giver mulighed for at undersøge arbejdet i den vinter, hvor han afsluttede samlingen.

I januar 1839 meddelte Chopin Pleyel, at klaveret var kommet uskadt frem. Det havde passeret havet, vejrets hindringer og tolden i Palma. Han fortalte, at han sendte præludiernes manuskript, og talte derefter om betaling og udgivelsesrettigheder for forskellige lande. Til sidst spøgte han med, at han havde talt mere om penge end takket for instrumentet, og kaldte sig forretningsmand.

Før rejsen havde Chopin forhandlet med Pleyel om præludiernes udgivelse. Forskud og lån bidrog til rejsekassen. Også under opholdet på øen for helbredets skyld skulle han færdiggøre de lovede noder. Brevene viser, at udgivelsesforhandlingerne hang sammen med arbejdet på at skaffe penge til rejsen. Han finansierede udgifterne med planen om at aflevere manuskriptet og diskuterede efter tilbagekomsten til Frankrig, hvordan salg af værker kunne betale gælden. Når sygdom og klavertransport forsinkede arbejdet, måtte han holde kontakt med det ventende forlag.

Stormnatten i Sands erindring

I selvbiografien erindrede Sand en dag, da hun og sønnen vendte hjem i dårligt vejr. Chopin, som var alene tilbage, sad ifølge hende grædende ved klaveret og blev meget urolig, da de kom. Hun fortalte, at han havde følt det, som om han var druknet. Han skulle også have forestillet sig kolde, tunge vanddråber, der regelmæssigt faldt på brystet. Senere skrev Sand om det, hun så ved hjemkomsten, og det, han fortalte hende. Hjemturen i regnen og samtalen ved klaveret er indholdet i denne erindring.

Forfatteren George Sand fotograferet af Nadar i 1864.
Forfatteren George Sand fotograferet af Nadar i 1864.

I Sands fremstilling svarede Chopin, at han ikke havde hørt den virkelige regn på taget. Da hun nævnte den, skulle han have protesteret mod ideen om at efterligne ting direkte i musik. Sand fortolkede det som naturens lyd, der var blevet musik i hans tanker. De beskrev den samme nat forskelligt. Sand knyttede regnen udenfor til hans musik, mens Chopin ifølge hendes fortælling ikke ville forklare musikken som efterligning af regn. Selvbiografien rummer både forfatterens fortolkning og det svar, hun tillægger komponisten.

En manuskriptside fra Sands En vinter på Mallorca om opholdet på øen.
En manuskriptside fra Sands En vinter på Mallorca om opholdet på øen.

Sand angav ikke et præludienummer, da hun erindrede stormen. Chopin kaldte senere nr. 15 Regndråben under undervisningen. Navnet, han brugte, er bevaret i en elevs noder. Efter klostervinteren underviste han fortsat i præludierne i Paris. Komponistens betegnelse findes i elevens noder, mens Sand skrev hjemkomsthistorien i sin selvbiografi. Tilnavnet til nr. 15 viderefører også Chopins egne ord som lærer.

Påbegyndt i Paris og afsluttet på øen

Kompositionen af præludierne var langt fremme, da Chopin rejste til Mallorca. Mindst en tidlig udgave af nr. 15 formodes også at have eksisteret før rejsen. Samlingen, der blev afsluttet på øen, indeholdt musik forberedt i Paris. Under vinteren skrev han nye stykker og reviderede tidligere. Han havde lovet Pleyel udgivelsen, men helbred og instrumenttransport gjorde det svært at afslutte manuskriptet. I brevene fortalte han vennerne om hosten, mens han ventede på klaveret.

En side af Chopins håndskrevne noder med præludium nr. 4.
En side af Chopins håndskrevne noder med præludium nr. 4.

Den 12. januar 1839 sendte Chopin præludierne til Julian Fontana og bad ham lave en kopi. Fontana skulle samarbejde med en anden musiker, give originalen til Pleyel og kopien til en person med forbindelse til udgivelsen. I samme brev bad han vennen betale huslejen i Paris og ordne spørgsmålet om fortsat leje. Han overlod det til vennen, fordi han ikke kunne håndtere det fra øen. Manuskriptkopiering, levering til forlag og boligudgifter i Paris blev drøftet samtidig.

Præludiernes tilegnelse varierede efter udgivelsesland. Først tænkte Chopin på Joseph Christoph Kessler, som selv havde tilegnet ham en præludiesamling. Efter afrejsen fra Mallorca og ankomsten til Marseille ville han tilegne værket Pleyel, men ændringen nåede ikke det tyske forlag. Den tyske førsteudgave fik Kesslers navn, mens de franske og britiske udgaver fik Pleyels. Under afsendelsen af manuskripter til forskellige lande og meddelelser om ændringer fik samme samling dermed forskellige tilegnelser.

Bach fulgte med til klostret

Chopin tog Bachs Das wohltemperierte Klavier med til Mallorca. Bach havde samlet præludier og fugaer i forskellige tonearter, mens Chopin brugte dur og mol gennem fireogtyve præludier. På klostrets bord lå Bachs noder sammen med hans egne manuskripter. Ved det lille bord med lyset læste han forgængerens musik og ordnede sin egen. Noderne var i rummet, også mens klaveret rejste fra Paris til øen. Han fortsatte med den samling, han skulle færdiggøre, med den medbragte Bachmusik tæt ved sig.

I begyndelsen af 1800-tallet kunne et præludium før anden musik bruges til at kontrollere instrumentets stemning og blive fortrolig med toneart og stemning. Chopin gjorde hvert kort stykke selvstændigt og samlede fireogtyve i én publikation. Han skabte en ny samling i den form, der tidligere havde forberedt anden musik. Ved at skifte dur og mol gav han hvert stykke forskellig musik. Efter afslutningen på Mallorca bad han vennen om kopier og drøftede udgivelsesrettigheder i flere lande. Arbejdet fortsatte, indtil hele samlingen var forberedt og afleveret til forlaget.

Tonearter og gentagne toner i nr. 15

Nr. 15 begynder i Des-dur, går gennem et midterafsnit i cis-mol og vender tilbage til Des-dur. Mellem begyndelsens og slutningens toneart ligger altså en anden. Den gentagne tone skrives som As i yderdelene og Gis i midten. Pianisten trykker samme tangent, men notation og omgivende akkorder ændres. Ved overgangen til midten tilpassede komponisten tonens navn og harmonierne til den nye toneart.

Mahinas frokostliste har nr. 15 fra op. 28 med Dmitri Alexeev. Da Chopin afsluttede samlingen, beskrev han klostrets lille vindue, det ubekvemme bord og lyset i breve. Han læste Bach og ordnede manuskripter, mens han ventede på klaveret valgt i Paris. Efter ankomsten bad han Fontana om kopiering og levering til forlaget. Selv under vinterens regn og sygdom håndterede han noder, aftaler og breve, mens Sand fortsatte børnenes undervisning og sit eget skriveri.

Musik på Mahina

Frokostmusikken på Mahina indeholder Regndråbepræludiet med Dmitri Alexeev. Når du lytter, kan du huske klaveret, Chopin ventede på, og brevene fra klostret. Så forbindes stykkets tilnavn med komponistens faktiske vinter.