I denne artikel
Det korte svar
Af Dyrenes karneval udgav Saint-Saëns kun Svanen i sin levetid. Den udkom for cello og klaver i 1887, mens alle fjorten satser først blev udgivet efter hans død i 1922. I andre satser efterlignede han nybegynderpianister og gjorde berømte danse til skildpaddernes og elefantens musik. Cellomelodien, der blev udskilt fra den satiriske suite, brugte Fokin og Pavlova i den korte ballet Den døende svane i 1905.
I dybden
Nybegynderpianister blandt dyrene
Saint-Saëns skrev Dyrenes karneval i februar 1886. Undertitlen er Stor zoologisk fantasi, og værket har fjorten satser. Titlerne er mere end en liste over dyr: Akvarium, Fossiler og Pianister indgår også. Levende dyr, et sted der opbevarer dem, spor efter gamle væsner og menneskelige musikere samles i samme suite. Undertitlen og de fjorten satsnavne viser denne sammenstilling af dyr og mennesker. Saint-Saëns præsenterede forskellige emner efter hinanden i korte musikstykker.
I Pianister efterligner de to pianister en begynders skalaøvelser. Noderne foreskriver, at den uerfarnes tøven og klodsethed skal gengives. Dygtige musikere skal med vilje spille de fejl, man laver under øvning. I stedet for hurtige korrekte skalaer hører vi en nybegynder øve sig. Mellem dyreskildringerne placerede Saint-Saëns menneskers spillevaner. Den, der lærer klaver, er her genstand for vittigheden, og den, der efterligner ham, er selv pianist.
Saint-Saëns skrev musikken under et ophold i Østrig, mens han arbejdede på tredje symfoni. Først forestillede han sig et kort solostykke til Charles-Joseph Lebouc, en cellist på vej mod pensionering, men udvidede det til en zoologisk fantasi om flere dyr. Til arbejdet med celloen i Svanen føjede han andre satser. I modsætning til den samtidige symfoni brugte han humor til sammenkomster med venner. Cellosoloen fik plads i suiten, og to klaverer og andre instrumenter blev brugt til dyrenes skildring.
Kendte melodier til skildpadden og elefanten
I Skildpadder spiller man cancanen fra Offenbachs Orfeus i underverdenen langsomt. Selv hvis den oprindeligt hurtige dansemelodi genkendes, er tempoet stærkt forandret. Saint-Saëns valgte skildpadden, et dyr der ikke passer til hurtig dans. Vittigheden opstår ved at ændre et eksisterende værk og bruge det under en anden titel. Han skrev ikke en ny melodi, men ændrede en kendt dans' tempo og gav den til et langsomt dyr. Titlen om skildpadder og musikken fra Offenbach findes i samme sats.

I Elefanten citerer han Sylfidernes dans fra Berlioz' Fausts fordømmelse. Den lette dans bruges i elefantens vals, spillet af et dybt instrument. Skildpadden får Offenbachs hurtige dans i langsomt tempo, mens elefanten får Berlioz' lette dans i basregistret. Begge satser knytter kendt musik til andre dyr. Først ændres hastigheden, derefter instrumentet og størrelsen på den dansende skikkelse. Forskellen mellem citatets oprindelige formål og den nye titel fortsætter suitens satire.
Fossiler indeholder fire franske sange, en melodi fra Rossinis Barberen i Sevilla og Saint-Saëns' egen Danse macabre. Det kan opfattes som satire, hvor meget spillet og velkendt musik sammenlignes med fossiler. Tegningen af gamle dyreknogler, han efterlod ved satsens begyndelse, indgår også i historien. Han nøjedes ikke med andres musik, men samlede seks melodier, også sin egen, i en kort sats. Kendte sange, opera og hans eget orkesterstykke blev samlet til materiale for musikalsk satire.
Svanen udkommer særskilt
Svanen er den trettende sats. Saint-Saëns udgav den først i 1887 uden de øvrige satser. Af de fjorten gav han kun musikken med celloens lange melodi selvstændige noder. Musikerne kunne spille stykket uden at forberede hele suiten. Resten udkom i 1922, året efter hans død. Femogtredive år gik mellem trykningen af Svanen og hele suiten. I sin levetid tillod han udgivelsen af dette ene stykke og udsatte de andre satsers almindelige offentliggørelse.

Udgaven af Svanen fra 1887 er et arrangement for cello og klaver. I den oprindelige suite bruges cello og to klaverer. De selvstændige noder lader ét klaver akkompagnere, så to mennesker kan spille sammen. Cellosoloen er bevaret, men antallet af pianister ændres. Ved særudgivelsen tilpassede Saint-Saëns musikken fra to klaverer til ét. Satsen i Dyrenes karneval og det selvstændige cellostykke har samme navn, men noderne kræver forskelligt antal klaverer.
Saint-Saëns var bekymret for, hvordan et tysk publikum ville modtage suiten, og begrænsede offentlige opførelser. Han arbejdede ofte som pianist i Tyskland og blev også vurderet ud fra seriøse værker. Også den franske Société Nationale de Musique lagde vægt på professionel og seriøs komposition. Han frygtede, hvordan vittighederne fra vennekredsen ville blive opfattet offentligt. Suiten blev spillet ved mindre sammenkomster, men almindelige offentlige opførelser og udgivelse blev begrænset. Samme musik fik altså forskellig behandling alt efter, hvor og for hvem den skulle spilles.
Fokins koreografi og Pavlovas svanedragt
I 1905 skabte Mikhail Fokin koreografien til Den døende svane for Anna Pavlova. Det er en kort solodans til Saint-Saëns' Svanen og et andet værk med anden musik end Tjajkovskijs Svanesøen. Fokin skabte dansen, Pavlova stod på scenen, og cellomusikken af Saint-Saëns blev brugt. Efter kompositionen af den trettende sats formede Fokin bevægelser til den, som Pavlova udførte. Bevægelsen, der viser en døende svane, blev således føjet til i danseværket til cellostykket.

Den korte ballet blev først vist i Sankt Petersborg i 1905 og blev en af Pavlovas mest kendte roller. Hun dansede i en dragt, der viste svanens vinger. Den bevarede tutu har skinnende dekorationer og gåsefjer, med fjerene placeret som vinger bagpå. Dragten menes at have været brugt sidst i 1920'erne. Pavlova fortsatte med rollen efter premieren. For at publikum kunne se den svane, kroppen udtrykte, fik dragten også vinger af rigtige fuglefjer.

Fokins koreografi og Pavlovas udtryk kan ses som et forsøg på at fremhæve kunstnerisk udtryk og følelser ved siden af ballettens teknik. Hendes smidige armbevægelser blev også brugt af andre dansere som Odette i Svanesøen. Bevægelser blev dermed videreført mellem to balletter med forskellig musik. Den døende svane opføres til Saint-Saëns' cellostykke, men senere dansere brugte Pavlovas udtryk i andre svaneroller. Kroppens udtryksmæssige indflydelse fortsatte trods forskellene i musik og værker.
De fjorten satser efter komponistens død
I sit testamente fra 1911 gav Saint-Saëns Durand tilladelse til at udgive hele suiten efter hans død. I 1922 blev alle fjorten satser trykt. Der findes mindre forskelle mellem hans manuskript og den første posthume udgave. Den blev forberedt, da komponisten ikke længere kunne deltage. Redaktører sammenholder håndskriften med trykket for at gennemgå ændringerne. Valget om kun at udgive Svanen i levende live og tilladelsen til at udgive alt efter hans død er bevaret i forskellige nodeudgaver.
I suiten står Fossiler før Svanen og Finale efter. Satiren med kendte sange efterfølges af celloens lange melodi og derefter af en afslutning, der genbesøger flere af dyrenes musik. Saint-Saëns placerede cellostykket efter hurtig klavermusik, danse citeret af et dybt instrument og en begynders efterlignede øvelser. I den særskilte Svanen spilles de øvrige satser ikke. I alle fjorten spiller de samme musikere de forskellige musikalske karakterer efter hinanden.
Pavlova forberedte forskellige dragter til forskellige roller. Ved sin første optræden i London i 1909 dansede hun Tjajkovskijs Russisk dans i en lang sarafan designet af Ivan Bilibin. Den traditionelle russiske kjole er lang, trapezformet og ret tung at danse i. Svanens tutu havde gåsefjer og skinnende dekorationer på overfladen samt fjervinger bagpå. De bevarede dragter viser både Fokins svane og den russiske skikkelse, som dansede til Tjajkovskijs musik.
Musik på Mahina
På Mahina spiller vi Svanen i forskellige indspilninger. Når melodien høres under måltidet, kan du også huske, hvordan musikken fra den satiriske dyresuite fortsatte ind i Pavlovas ballet.





