I denne artikel
- 19.8.1965: et møde bliver til en indspilning
- I denne koncert taler celloen først
- Spændingen i 1. sats opstår i tilbagekomsten, ikke kun i tempoet
- De fire satser belyser den samme erindring i forskelligt tempo
- Barbirolli og London Symphony Orchestras erindring om værket
- Sådan kan ét klassisk værk blive i erindringen mellem serveringerne
- Fire spørgsmål, der gør indspilningen fra 1965 lettere at høre
Det korte svar
Jacqueline du Pré indspillede Elgars cellokoncert den 19.8.1965 i Kingsway Hall i London med London Symphony Orchestra under John Barbirolli. Du Pré var 20 år, og hendes fortolkning blev en indspilning, som fortsat er elsket af mange. Ved første lytning er det mere givende at fokusere på øjeblikket, hvor celloen åbner værket med fire akkorder uden en lang orkesterindledning, og på de erindringer, der vender tilbage gennem de fire satser, end på indspilningens ry.
Tre nøgler til at åbne denne indspilning
- På indspilningen fra 1965 spiller Jacqueline du Pré solo, John Barbirolli dirigerer, og London Symphony Orchestra er orkestret.
- Koncerten har fire satser, og celloen træder frem med akkorder allerede i første takt.
- Følg ikke kun de lidenskabelige lydstyrker. Lyt også efter det første temas tilbagekomst og efter retningen i udvekslingen mellem cello og orkester; så bliver strukturen tydeligere.
I dybden
19.8.1965: et møde bliver til en indspilning
Elgars cellokoncert blev indspillet den 19.8.1965 i Kingsway Hall i London. Jacqueline du Pré var solist, John Barbirolli dirigent, og London Symphony Orchestra spillede. Orkestret regner denne indspilning blandt de markante begivenheder i sin historie i 1965.
Når man kender du Prés korte liv, kan man let komme til at høre musikken som et varsel om en tragedie. Prøv i stedet at lytte til indspilningen uden først at lægge biografien ned over den. Hør, hvor langt celloen fører en frase, om melodiens retning bevares efter en stille passage, og med hvilket tidsrum orkestret tager imod solistens bevægelse. Så bliver fortolkningens konkrete valg tydeligere.
I denne koncert taler celloen først
Værket består af fire satser, og første sats begynder Adagio–Moderato. I modsætning til mange koncerter venter solisten ikke på, at orkestret har opbygget en lang indledning. Celloen spiller fire bestemte akkorder i første takt, hvorefter strygere, klarinetter og horn svarer stille.
Ved første lytning kan du høre efter stilheden efter akkorderne i stedet for kun deres kraft. Når solocelloen afslutter en sætning, overtager orkestret rummet, og bratschen indleder temaet. Fra begyndelsen udfolder værket sig mindre som en kamp mellem solist og orkester og mere som et minde, der bevæger sig mellem flere stemmer.
Spændingen i 1. sats opstår i tilbagekomsten, ikke kun i tempoet
Når det første tema bevæger sig fra bratschen til celloen, ændres både register og klang, selv om melodien er den samme. Hør passagen, hvor celloen stiger til et højt register, adskilt fra den, hvor det rolige åbningstema vender tilbage. Så bliver det tydeligt, at 1. sats ikke blot gentager én stemning.
På du Prés indspilning kan du følge, hvor langt en frase strækker sig, frem for kun at bedømme styrken i en enkelt kort tone. Bestem først, hvor den musikalske sætning er på vej hen, før du vurderer buetryk og vibrato; så bliver det lettere at sammenligne den lange linje, som musikeren har valgt.
De fire satser belyser den samme erindring i forskelligt tempo
Værket følger fire satser: Adagio–Moderato, Lento–Allegro molto, Adagio og Allegro–Moderato–Allegro ma non troppo. Brug de hurtige figurer i 2. sats, den lange solomelodi i 3. sats og tidligere materiales tilbagekomst i finalesatsen som pejlemærker.
Du behøver ikke analysere det hele på én gang. Ved første lytning er det nok at huske skiftene som ‘tyngde – bevægelse – lang sang – fremdrift og erindring’. Når en passage nær slutningen kalder begyndelsen frem igen, kan den næsten 30 minutter lange rejse opleves som én stor sætning, der afsluttes.
Barbirolli og London Symphony Orchestras erindring om værket
Som ung cellist spillede Barbirolli i London Symphony Orchestra ved uropførelsen af koncerten i 1919. 46 år senere dirigerede han det samme orkester på indspilningen med du Pré. Værkets første opførelse og pladen fra 1965 blev dermed forbundet gennem én musikers karriere.
Baggrunden fortæller, at dirigenten havde arbejdet med værkets lange tidsforløb på scenen gennem mange år. Hør, hvor let orkestret træder tilbage, når celloen kommer frem, og hvordan ensemblet genvinder vægt, når celloen holder pause.
Sådan kan ét klassisk værk blive i erindringen mellem serveringerne
Klassisk musik kræver ikke, at man kan hele baggrunden udenad. Grib fat i én scene, der bliver hængende i øret: de første fire akkorder, temaet som bratschen åbner, eller erindringen i slutningen. Indspilningen fra 1965 har været elsket i årtier. Lyt til selve musikken, og find ét møde ad gangen mellem cello og orkester.
Mahina Vegan Table spiller klassisk musik i restauranten, og Journalen giver spor, som gør selve musikken mere levende at lytte til. Vi introducerer langsomt værker og musikere, der kan blive hængende som eftersmagen af et måltid, så du næste gang kan høre en ny scene i den samme musik.
Fire spørgsmål, der gør indspilningen fra 1965 lettere at høre
- Hvor gammel var Jacqueline du Pré ved indspilningen?
- Hun var 20 år, da indspilningen blev lavet i 1965.
- Hvor mange satser har Elgars cellokoncert?
- Den har fire satser. Hurtige og langsomme satser afløser ikke blot hinanden; tidligere materiale huskes og føres med helt frem til slutningen.
- Skal jeg høre hele værket fra begyndelsen?
- Nej. Begynd gerne med åbningen af 1. sats og temaet i bratschen. Når de er blevet velkendte, kan du udvide til 2., 3. og 4. sats.
- Er denne indspilning den eneste rigtige fortolkning?
- Nej. Det er en vigtig historisk indspilning, men sammenligning med andre fortolkninger gør det lettere at høre, hvor forskelligt tempo, buetryk og orkesterbalance kan formes.
Der spilles klassisk musik under måltiderne hos Mahina Vegan Table.
Se besøgsinformation til Mahina Vegan Table
