I denne artikel
Det korte svar
I 1965 indspillede den tyveårige Jacqueline du Pré Elgars cellokoncert. John Barbirolli dirigerede London Symphony Orchestra. Ved værkets uropførelse i 1919 havde han selv spillet cello i samme orkester. Indspilningen samlede en ung solist og en musiker, som først deltog som orkestermedlem og 46 år senere som dirigent.
I dybden
For lidt prøvetid til den første koncert efter krigen
Elgars cellokoncert blev uropført den 27. oktober 1919 i Queen's Hall i London. Elgar dirigerede selv London Symphony Orchestra, og Felix Salmond var solist. Værket blev skrevet efter Første Verdenskrigs afslutning. Når man tænker på de liv, krigen kostede, og tilværelsen før krigen, som ikke kunne genskabes, kan musikkens sørgmodige karakter forstås i sammenhæng med tidens erfaringer. Orkestret, som også havde spillet under krigen, præsenterede en ny koncert fra efterkrigstiden med komponisten selv ved dirigentpulten.
London Symphony Orchestra var også berørt af krigen. Medlemmer var gået ind i militæret, og orkestret fortsatte under trafikbegrænsninger og truslen om luftangreb. Den nye chefdirigent Albert Coates afstod fra sit honorar for at hjælpe orkestret med at genoptage aktiviteterne. Sæsonens første koncert, hvor Elgars nye værk skulle præsenteres, indeholdt også musik af Borodin, Wagner og Skrjabin. Musikerne måtte forberede både velkendt repertoire og en ny koncert til samme aften.

Coates overskred prøvetiden til de andre værker, så Elgar og Salmond fik for lidt tid til at arbejde sammen om koncerten. Alice Elgar skrev i sin dagbog både om sin vrede over mandens behandling og om musikernes indsats med ekstra prøver. Den utilstrækkelige forberedelse er en del af baggrunden for uropførelsens dårlige anmeldelser. Selv med komponisten som dirigent og solisten til stede måtte de gå på scenen uden at have samordnet solostemme og orkester tilstrækkeligt.
Elgar og orkestret fortsatte deres samarbejde. I januar 1934 overvågede han fra sin sygeseng i Worcester en indspilning med musikerne i et studie i London. En særlig forbindelse mellem byerne gjorde det muligt at lytte fra sengen. I stedet for at rejse til studiet hørte han musikken på sygeværelset. Komponisten og orkestret, som havde arbejdet sammen siden uropførelsen, kunne således fortsætte indspilningsarbejdet på afstand.
Barbirolli vendte tilbage som dirigent
Barbirolli spillede i cellogruppen ved koncertens første fremførelse. I 1965 dirigerede han samme London Symphony Orchestra ved indspilningen med du Pré. Manden, som ved uropførelsen havde læst sin cellostemme, ledte nu solisten og hele orkestret. Ved den første præsentation havde han været én blandt cellisterne. Seksogfyrre år senere stod han foran musikerne, bestemte tempoet og førte orkestret i samspil med solisten under forberedelsen til indspilningen af samme værk.

Du Pré blev født den 26. januar 1945 og var tyve ved indspilningen i 1965. Som barn hørte hun en cello i radioen og blev interesseret i instrumentet. Hun debuterede med en recital i London i 1961 og begyndte at indspille for EMI i 1962. Før Elgarkoncerten havde hun altså allerede erfaring med offentlige optrædener og pladeproduktion. Debuten, den første EMI-indspilning og koncertindspilningen fulgte over flere år.
Hun havde studeret Elgars koncert allerede som elev hos William Pleeth. I 1964 begyndte hun at bruge Stradivari-celloen Davidoff. Året efter spillede hun koncerten med Barbirolli og indspillede den derefter med London Symphony Orchestra. Hun fremførte et partitur, hun længe havde arbejdet med, på et nyt instrument, fandt samspillet med dirigenten på scenen og lavede så pladen. Den kendte indspilning fra 1965 var altså forudgået af arbejdet med at lære musikken og spille den sammen med andre.
Materiale der vender tilbage gennem fire satser
I begyndelsen giver Elgar solocelloen fire akkorder. Strygere, klarinet og horn svarer, og bratscherne præsenterer et tema. Rækkefølgen mellem solist og orkester er tydelig fra starten. Frem for en lang orkesterindledning, som solisten først kommer ind efter, lod han cellisten spille først. Før den langsomme sats, der høres i du Prés indspilning, indleder han altså koncerten med solistens egen klang.

Tredje sats, Adagio, er den langsomme del blandt fire satser. Først kommer cellointroduktionen i første sats og den hurtige bevægelse i anden; efter Adagio følger finalen. Satserne har forskellige karakterer og er organiseret, så tidligere materiale spilles igen senere. Som et særskilt uddrag lader tredje sats lytteren følge dens egen melodi. I hele koncerten ligger den langsomme musik mellem den hurtige sats og finalen. Den første cellofrase har også anvisningen Nobilmente, som normalt oversættes med ædelt. Elgar angav dermed frasens karakter samtidig med de første toner.
Mod finalens slutning vender både Adagio-temaet og cellokoncertens indledende akkorder tilbage. Elgar opgav ikke det tidligere materiale ved hver ny sats, men brugte det også i den sidste. Temaet, som havde haft sit eget forløb i tredje sats, bliver en del af finalen, og åbningsakkorderne høres igen før afslutningen. I et uddrag følger man melodien inden for én sats; i hele koncerten hører man, hvordan samme materiale gentages mellem tidligere og senere satser.
Koncerten på scenen efter indspilningen
Du Pré afsluttede sin koncertvirksomhed i 1973 og døde i 1987. Da sygdom forhindrede hende i at optræde, kunne hendes spil stadig høres på tidligere plader. Elgarindspilningen fra 1965 blev lavet før tilbagetrækningen. Den tidlige karriere fra debut til indspilning og de senere helbredsproblemer tilhører forskellige perioder. Pladens årstal henviser til tiden, hvor hun stadig udvidede sin virksomhed, og navnene på dirigenten og orkestret er bevaret sammen med den.

Hendes Elgarkoncert findes som studieplade, koncertoptagelser og film. En koncert under Malcolm Sargent blev optaget i 1963, og en fremførelse med Barenboim blev filmet i 1967. Koncerten i Philadelphia i 1970 findes også som lydoptagelse. Sargents koncert lå to år før pladen med Barbirolli, og filmen med Barenboim blev lavet to år efter. Du Pré spillede værket flere gange med forskellige dirigenter og på forskellige spillesteder.
Koncerten var det sidste store orkesterværk, Elgar fuldførte. Den 12. december 1968 spillede du Pré den også med Los Angeles Philharmonic under Zubin Mehta. Det var orkestrets første fremførelse af Elgars cellokoncert. Hun fortsatte med at gøre det sene værk til sit repertoire gennem møder med dirigenter og ensembler fra flere lande. Efter indspilningen i 1965 fremførte hun samme musik med andre orkestre. Koncerten forblev en del af både hendes plader og hendes optrædener.
Et forhold der begyndte ved en stipendiebedømmelse
Barbirolli og du Pré mødtes også ved bedømmelsen til Suggia-stipendiet i 1956. Han hjalp den unge musiker med at stemme celloen. Stipendiet, hun fik som elleveårig, krævede fire timers daglig øvning. Ni år senere indspillede de koncerten sammen. Barbirolli, som havde hjulpet den unge ansøger med instrumentet, dirigerede i 1965, mens stipendiemodtageren var solist. Før deres fælles arbejde i studiet havde han altså både bedømt hendes spil og hjulpet hende med stemningen.
I 1965-indspilningen spiller du Pré akkorder på cello fra begyndelsen. Orkestret svarer, fire satser følger, og i finalen spilles tredje sats' melodi og de første akkorder igen. Barbirolli ledte nu som dirigent den musik, han havde spillet inde i orkestret ved uropførelsen. Solostemmen fra Salmond i 1919 tilhørte den unge du Pré. Elgars plads som dirigent var blevet Barbirollis, og Salmonds plads som solist var blevet hendes. Sammen med ham indspillede du Pré og London Symphony Orchestra de fire satser, Elgar havde efterladt.
Musik på Mahina
Musikken til frokost og middag på Mahina omfatter Adagio fra Elgars cellokoncert med Jacqueline du Pré. Når melodien høres under måltidet, kan du også huske, at indspilningen blev lavet af den unge solist sammen med Barbirolli, som havde deltaget i uropførelsen.





