I denne artikel
  1. Fløjten i hjemmet og medicinstudiet
  2. At finde noder uden for scenen
  3. En fransk sonate med amerikansk støtte
  4. Mozart med harpe og en aften på tv
  5. Japanske melodier for fløjte og harpe
  6. Musikeren, der søgte noder og bad kolleger om nye værker
  7. Musik på Mahina

Det korte svar

Jean-Pierre Rampal studerede medicin til tredje år. Han lærte fløjte ved at høre sin far hjemme, men huskede, at forældrene ønskede, han skulle læse medicin. Ved at finde gamle noder på biblioteker og bede komponister om nye værker udvidede han sin musik. I Mozarts koncert for fløjte og harpe spillede han fløjtestemmen og Lily Laskine harpestemmen. Mahinas frokost- og middagslister har også musik med dem begge.

I dybden

Fløjten i hjemmet og medicinstudiet

Rampals første lærer var hans far, Joseph Rampal. I et interview fortalte han, at faderens fløjtespil hjemme gav ham lyst til selv at spille. Joseph frygtede, at fløjten ville få sønnen til at forsømme studierne. Rampal sagde, at han nåede medicinuddannelsens tredje år, men ikke havde sit hjerte i studiet. Han fulgte forældrenes ønske om uddannelse og lærte samtidig instrumentet af faderen.

I 1943 afbrød de tyske besættelsesmyndigheders arbejdsudskrivning Rampals medicinstudier. Han skjulte sig i Marseille og Paris for at undgå den. Efter optagelsen på konservatoriet i Paris modtog han førstepræmien i fløjte i 1944. Mens medicinstudenten skiftede skjulesteder, blev han altså konservatoriestudent. Den unge mand, der ville spille, måtte under krigen ændre både opholdssted og uddannelse. Mellem afskeden med medicinen og konservatoriepræmien lå erfaringen med at undgå arbejdsudskrivning under besættelsen.

Når far og søn spillede duetter, tog Joseph den anden fløjte. Rampal huskede, at de begyndte med lette duetter af Devienne og Altès. Han lærte musikken og tilpassede tonehøjden, mens han lyttede til faderen. I timerne blev ikke engang én forkert tone godtaget, og næste opgave fulgte først, når den tidligere var afsluttet. Den senere solist beskrev duettens samspil med en anden musiker som sin første undervisningserfaring.

At finde noder uden for scenen

Rampal ledte selv efter noder til sin musik. I samme interview forklarede han, at han undersøgte bibliotekskataloger og fik nodekopier og mikrofilm. Før nye værker kunne præsenteres på scenen, skulle materialet skaffes. Han gik videre end at købe kendte noder og fandt og læste værker, som biblioteker opbevarede.

Fløjte bygget af Louis Lot i Paris i 1856.
Fløjte bygget af Louis Lot i Paris i 1856.

Indspilningssamlingen til hundredåret for hans fødsel forener barokkoncerter og moderne værker, han spillede. Komponisterne spænder fra Telemann og Bach til Nielsen og Poulenc. Han fremhævede gammel musik igen og indspillede og uropførte samtidig nye værker. Kompositioner fra forskellige tider kom dermed ind i samme musikers diskografi. Han fortsatte både med at spille musik fundet på biblioteker og med at forberede samtidige værker. Jubilæumssamlingens opbygning viser begge aktiviteter.

Pianisten Robert Veyron-Lacroix var Rampals mangeårige kollega. De samarbejdede og optrådte sammen gennem 35 år. I værker for fløjte og tangentinstrumenter forberedte de noder og gik på scenen sammen. Også hans solistkarriere havde altså en musiker, der fulgte ham længe. Veyron-Lacroix spillede senere klaver ved den amerikanske premiere på Poulencs sonate. Samarbejdet fortsatte også, da ny musik blev præsenteret for et udenlandsk publikum.

En fransk sonate med amerikansk støtte

Poulencs sonate for fløjte og klaver blev bestilt af USA's kongresbibliotek med støtte fra Coolidge-fonden. Rampal erindrede i selvbiografien en opringning fra Poulenc. Han ville skrive den ønskede sonate, og pengene kom fra USA, lød beskeden. Rampal ønskede en ny sonate, og Poulenc skrev den. En amerikansk institutions bestilling og støtte indgik dermed i det værk, en fransk komponist og musiker forberedte. Da det var færdigt, spillede Rampal og Poulenc selv den første opførelse.

Verdenspremieren fandt sted i Strasbourg den 18. juni 1957. Rampal spillede fløjte og Poulenc klaver. Efter publikums begejstring gentog de anden sats. Året efter gav Rampal og Veyron-Lacroix den amerikanske premiere i kongresbiblioteket. Fløjtenisten spillede dermed med en anden pianist i det land, bestilleren kom fra. Komponisten havde selv spillet klaver først, mens Rampals mangeårige kollega overtog rollen senere.

Ved USA-premieren i 1958 spillede Rampal en sølvfløjte bygget af Louis Lot i 1880. Den tilhørte kongresbibliotekets Dayton C. Miller-samling. En fløjte fra det foregående århundrede blev altså brugt, da den nye sonate blev præsenteret for amerikansk publikum. Rampal brugte et instrument fra bibliotekets samling ved dets egen koncert og fremførte bestillingsværket med Veyron-Lacroix. Institutionen, der bestilte musikken, skaffede også spillestedet og opbevarede instrumentet.

Mozart med harpe og en aften på tv

Rampal og Lily Laskine spillede Mozarts koncert for fløjte og harpe K.299 med Paillards kammerorkester under Jean-François Paillard. Både fløjte og harpe er soloinstrumenter, og de to musikere tog hver sin solostemme med orkestret. Deres Andantino findes også på 100 Best Relaxing Classics, og Mahinas frokost- og middagslister har sporet fra samme album. Det er Mozart spillet med Rampals fløjte og Laskines harpe sammen.

Pedalharpe bygget af Lyon & Healy mellem 1891 og 1895.
Pedalharpe bygget af Lyon & Healy mellem 1891 og 1895.

De spillede også Mozart sammen på tv. Den 26. juni 1975 fremførte de anden sats i Le Grand Échiquier på Antenne 2. Programmet, bygget op omkring sangeren Léo Ferré, indeholdt også Claude Bollings jazz, operaarier og kormusik af Fauré. Producenterne samlede opførelser fra forskellige genrer i samme udsendelse. Rampals og Laskines Mozart var én del af aftenen. De to, der havde indspillet sammen, medvirkede dermed også på tv med samme soloinstrumenter.

Claude Bolling huskede begyndelsen på Suite for Flute and Jazz Piano Trio med Rampal. Ifølge ham ønskede Rampal at spille med jazzmusikere, men bad om et værk, hvor fløjten beholdt sin klassiske karakter, mens klaveret brugte jazzens sprog. Bolling komponerede efter ønsket og tilføjede kontrabas og trommer. Fløjtesolisten gav altså pianisten et konkret forslag til den nye musiks karakter. Fire instrumenter deltog i samme værk med roller knyttet til forskellige spillemåder.

Japanske melodier for fløjte og harpe

Komponisten Akio Yashiro arrangerede Rampals og Laskines album med japanske melodier. Det indeholder blandt andet Haru no Umi, Akatombo, en vuggevise fra Chūgoku, en kvægdriversang fra Nanbu og Sakura Sakura. De to franske musikere brugte Yashiros noder for fløjte og harpe. Arrangøren medvirkede ved at vælge musikken og tilpasse den til instrumenterne. Hans navn står sammen med solisternes, og japanske stykker med forskellige oprindelser er samlet på samme album.

En dekoreret del af en japansk koto fra begyndelsen af 1600-tallet.
En dekoreret del af en japansk koto fra begyndelsen af 1600-tallet.

Haru no Umi blev skrevet af Michio Miyagi til koto og shakuhachi. Koto er et strengeinstrument, shakuhachi et blæseinstrument. I arrangementet blev deres musik flyttet til harpe og fløjte. Stykket var på originalalbummet, blev udeladt fra en senere version og kom tilbage på en genudgivet LP. Udgaver med samme albumnavn kan altså have forskelligt indhold. Mellem opførelsen på koto og shakuhachi og versionen for fløjte og harpe ændredes både besætning og placering i pladeudgivelserne.

Japansk shakuhachi af bambus fra 1700-tallet, et blæseinstrument der spilles lodret.
Japansk shakuhachi af bambus fra 1700-tallet, et blæseinstrument der spilles lodret.

Violinisten Renée Chemet spillede også Haru no Umi ved sit besøg i Japan i 1932. Hun overførte shakuhachistemmen til violin og spillede med Miyagi på koto. Opførelsen nævnes også i Yasunari Kawabatas Keshō to Kuchibue. En indspilning fra 1930 med Miyagi på koto er også bevaret. Før Rampals og Laskines version havde musikken dermed allerede været spillet med et andet vestligt instrument. Komponisten selv medvirkede med violinisten i en anden besætning end den oprindelige.

Musikeren, der søgte noder og bad kolleger om nye værker

Rampal, der først lærte duetter med sin far, spillede senere sonater med musikere på tangentinstrumenter og indspillede koncerter med en harpist. Sonaten fra Poulenc blev færdig gennem en amerikansk bestilling, mens forslaget til Bolling førte til samspil med en jazzklavertrio. På albummet med japanske melodier arrangerede Yashiro, og Laskine spillede harpe. Musikeren, der udvidede repertoiret med biblioteksnoder, fortsatte også med at bede kolleger om nye kompositioner og arrangementer. Hans indspilninger og uropførelser bevarer navnene på de komponister, arrangører og musikere, han arbejdede sammen med.

Musik på Mahina

Mozarts koncert for fløjte og harpe, som vi spiller på Mahina, fremføres af Rampal og Lily Laskine. Når instrumenterne skiftes til at tage melodien, kan du også huske, hvordan Rampal udvidede sin musik gennem samspil med forskellige kolleger.